Når man flytter til udlandet, sådan som jeg har gjort, går der relativt lang tid før man føler sig fuldt integreret. Og en ting er hvornår man selv føler sig integreret, en anden hvornår du opfattes som integreret. Men det er ikke bare sproget man skal lære sig. Der er kulturforskelle som skal overvindes, skikke der skal læres og ikke mindst mad der skal spises!
Vejen til en nordmands hjerte går igennem maven....
I hvert fald bliver de glade, når man godt gider smage på de mange forskellige særprægede ting de spiser. Jeg, personligt, er velsignet med en vestlands-mand som, udover laks, er meget glad for vestlandsmad. Det er fx. "komle" som er en kartoffelmasse man koger i en lille time. Resultatet er...svært at beskrive, men det smager helt fint. Så er der "smalahove". Det er vel noget af det mest uhyggelige jeg kan komme i tanke om. Det er kogt fårehoved! Og hvis du er rigtig sej, så spiser du det hele! Også øjnene! Jeg har ikke været i nærkontakt med denne mærkelige spise. Det tætteste jeg har været på, var da jeg en dag fik øjenkontakt med et i køledisken i supermarkedet.
Får får ikke får, får får lam...
Og i Norge spiser man meget af begge dele! "Får i kål" er en populær spise som består af...får og kål! Det er utrolig nemt at lave og det smager fantastisk. Men det bedste, det aller aller bedste er "pinnekjøtt". Jeg havde egentlig besluttet mig for at afstå fra at bruge stærke udtryk som "hader" og "elsker" på bloggen, men jeg er nødt til at gøre et undtag: jeg ELSKER pinnekjøtt! Pinnekjøtt er lammekød som er dampet i 3 timer. Efter min mening er det verdens mest fantastiske ret. Normalt spiser jeg ret moderate mængder mad af gangen, men min dømmekraft sætter totalt ud når jeg spiser pinnekjøtt, og det medfører, at jeg altid er nødt til at ligge og klage på sofaen bagefter, fordi jeg har forspist mig. I lørdags var det tid for årets første pinnekjøtt-middag. Jeg havde glædet mig som et lille barn og var nødt til at spise med fingrene, fordi det ikke kunne gå hurtigt nok. Da vi satte os til bordet fik jeg næsten tårer i øjnene og overvejede et øjeblik at foreslå "2 minutters stilhed" før vi begyndte.
Integrationen længe leve!
Jeg hverken tror eller regner med, at jeg nogensinde kommer til at føle mig som nordmand. Jeg er først og fremmest dansk, og så lidt norsk. Men jeg føler klart et behov for at være med i fællesskabet, ellers var der jo ingen grund til at flytte herop. Som sagt er der kulturforskelle som skal overvindes, for sådan en indvandrer som mig, og det er ikke altid, at jeg er enig i alt. Men en ting kan jeg så absolut ikke klage over og det er den norske madtradition. På det punkt kan jeg bare juble: Længe leve integration!
Ingen kommentarer:
Legg inn en kommentar