De kære små
Inspireret af en gammel
gymnasieveninde der var så letsindig, at lægge et billede ud på
facebook af sine to små piger (1 1/2 + 3 år) på en trampolin i
haven, som ikke havde fået sat net op endnu, vil jeg gerne snakke om
”de kære små”. Dem som vi alle har været engang.
Den tidligere gymnasieveninde fik
selvfølgelig kommentarer på sit billede. En af dem var: ”Hvor er
nettet”, hvortil hun valgte at svare, at det ikke var kommet op
endnu, og at hendes børn indtil videre måtte være forsigtige.
Sikke en holdning! Totalt uansvarligt i dagens samfund, hvor børn
ikke må udsættes for fare.
Da jeg var barn, gik der nogle
gange hul på mig. Nogle gange faldt jeg og slog mig og det skete, at
jeg faktisk blødte. Det gjorde selvfølgelig ondt lige da det skete,
men jeg overlevede og det er lykkes mig at blive 32 år uden
sikkerhedsnet på trampolinen.
Jeg undrer mig over, hvad det er,
som adskiller min barndom fra nutidens børns barndom. I Sverige
udstyrer man i nogle børnehaver børnene med hjelm, så man er
sikker på, at der ikke sker dem noget, hvis de skulle falde ned. Da
jeg var barn var det bl.a. det det handlede om. Det der med at falde
ned. Og det med at sætte sin hånd på en varm kogeplade, som ens
mor havde gjort opmærksom på var varm. Bevares, det var da ikke
nogen sjov oplevelse, men jeg gjorde det kun én gang.
Når nu vi ved, at dagens børn
skal vokse op og blive morgendagens vokse, er det så ikke en fordel,
at de har erfaringer med i rygsækken? Vil vi ikke gerne have, at
verden skal styres af mennesker som ikke kun baserer sig på teori
men praksis? At dem som skal sætte dagsordenen selv har haft
fingrene nede i virkeligheden og ved hvad de taler om?
Min lillebror var en vildbasse,
da han var barn. En dag var han kravlet op i et højt træ i haven og
ud på en gren, som åbenbart ikke kunne bære hans vægt, for han
faldt ned. Han satte sig op, grinede fjollet, brækkede sig og
besvimede. Omtalte bror går i dag på HHX og er velfungerende –
believe it or not!
Mine forældre har, som alle
andres, været verdens mest åndssvage. Især da jeg var teenager.
Men de har givet os søskende friheden til at vise, at vi godt kunne
tage ansvar for os selv med de fejl og ”screw ups” det førte med
sig. Jeg tror på ingen måde, at det har været sjovt at være
tilskuer til, men vi er blevet voksne mennesker, som lever
selvstændige liv.
Børn skal have masser af
kærlighed og tryghed og det ideelle ville være, at alle børn i
verden havde voksne mennesker til at passe på dem og vejlede. Men
børn er også små mennesker som skal have plads og rum til at
udvikle sig. Og når vi nu ved, at børn kun er ”til låns”, har
vi så i det hele taget lov til at fratage dem ansvaret for egen
erfaring? Burde vi ikke i stedet for opfordre dem til at lege og
klatre i træer og skrabe hul på knæet og så hellere samle dem op,
når de gør det og trøste dem, så de ikke bliver bange for at
springe ud i ting og tage ansvar for sig selv senere i livet?
Jeg vil gerne hylde de
”uansvarlige” forældre derude som hver dag lader være med at
pakke deres børn ind i bobleplast og bekymring, men sender dem ud i
verden i tillid til, at de kan klare mosten og så hellere sætter
plaster på og kysser på kinden, når det er nødvendigt.
