For ca 2 uger siden købte jeg en ny køkkenkniv. Jeg elsker at lave mad og de knive jeg allerede har er elendige, så derfor virkede det som en fornuftig beslutning. Set i bakspejlet er jeg ikke helt sikker. I dag valgte jeg nemlig at bruge omtalte køkkenkniv til at fjerne spidsen/blommen af/på min venstre tommelfinger.
Den menneskelige krop indeholder 4-5 liter blod...
Hvor meget jeg har mistet i dag har jeg ikke overblik over, men jeg kan oplyse om, at det bløder ret kraftigt når man fjerner blommen på en finger. Jeg blev øjeblikkelig svimmel og fik akut kvalme, men jeg var dog vågen nok til at dingle ud på badeværelset og hente papir, som jeg fik viklet om førnævnte tommel, før jeg dejsede om på gulvet. Efter at have set mit liv passere revy overvejede jeg følgende muligheder:
1. ringe til min mor! Den blev ret hurtigt droppet af den simple årsag, at hun bor i et andet land og at jeg derfor ville forbløde inden hun nåede frem.
2. ringe til min kæreste! Den valgte jeg.
Held i uheld....
Det var en rigtig god beslutning, for kæresten var her i løbet af 20 min og hjalp mig til lægen. Han er helt vildt sej min kæreste, for han forholdt sig fuldstændig roligt og var også ret sikker på, at jeg nok skulle overleve.
Jeg har verdens beste læge, som ret hurtigt fik konstateret, at jeg ikke skulle syes eller noget i den stil, jeg skulle bare have en mindre bandage på i nogle dage og så skulle det ordne sig selv. Den udtalelse havde en meget beroligende effekt og oven i det fik jeg ros for det utrolig fine snit jeg havde lavet. Derfor overvejer jeg nu at blive kirurg!
Er glasset 1/2 tomt eller 1/2 fuldt?
Jeg er stor fan af at prøve at se det positive i ting. Derfor grinede jeg også af lægen da han sagde "thumbs up" efter at have forbundet min tommelfinger. Og det kunne jo have været værre; jeg kunne have skåret hele armen af eller det kunne have været højre hånd, hvilket ville have resulteret i, at jeg ikke kunne bruge tastaturet. Det eneste der stinker er, at jeg ikke må gå på arbejde i morgen, og det overlever jeg jo! Desuden har lægen lovet, at jeg får mit fingeraftryk tilbage! Life is good:-)
onsdag 7. desember 2011
Pinnekjøtt - a love story (fra 28/11 - 2011)
Når man flytter til udlandet, sådan som jeg har gjort, går der relativt lang tid før man føler sig fuldt integreret. Og en ting er hvornår man selv føler sig integreret, en anden hvornår du opfattes som integreret. Men det er ikke bare sproget man skal lære sig. Der er kulturforskelle som skal overvindes, skikke der skal læres og ikke mindst mad der skal spises!
Vejen til en nordmands hjerte går igennem maven....
I hvert fald bliver de glade, når man godt gider smage på de mange forskellige særprægede ting de spiser. Jeg, personligt, er velsignet med en vestlands-mand som, udover laks, er meget glad for vestlandsmad. Det er fx. "komle" som er en kartoffelmasse man koger i en lille time. Resultatet er...svært at beskrive, men det smager helt fint. Så er der "smalahove". Det er vel noget af det mest uhyggelige jeg kan komme i tanke om. Det er kogt fårehoved! Og hvis du er rigtig sej, så spiser du det hele! Også øjnene! Jeg har ikke været i nærkontakt med denne mærkelige spise. Det tætteste jeg har været på, var da jeg en dag fik øjenkontakt med et i køledisken i supermarkedet.
Får får ikke får, får får lam...
Og i Norge spiser man meget af begge dele! "Får i kål" er en populær spise som består af...får og kål! Det er utrolig nemt at lave og det smager fantastisk. Men det bedste, det aller aller bedste er "pinnekjøtt". Jeg havde egentlig besluttet mig for at afstå fra at bruge stærke udtryk som "hader" og "elsker" på bloggen, men jeg er nødt til at gøre et undtag: jeg ELSKER pinnekjøtt! Pinnekjøtt er lammekød som er dampet i 3 timer. Efter min mening er det verdens mest fantastiske ret. Normalt spiser jeg ret moderate mængder mad af gangen, men min dømmekraft sætter totalt ud når jeg spiser pinnekjøtt, og det medfører, at jeg altid er nødt til at ligge og klage på sofaen bagefter, fordi jeg har forspist mig. I lørdags var det tid for årets første pinnekjøtt-middag. Jeg havde glædet mig som et lille barn og var nødt til at spise med fingrene, fordi det ikke kunne gå hurtigt nok. Da vi satte os til bordet fik jeg næsten tårer i øjnene og overvejede et øjeblik at foreslå "2 minutters stilhed" før vi begyndte.
Integrationen længe leve!
Jeg hverken tror eller regner med, at jeg nogensinde kommer til at føle mig som nordmand. Jeg er først og fremmest dansk, og så lidt norsk. Men jeg føler klart et behov for at være med i fællesskabet, ellers var der jo ingen grund til at flytte herop. Som sagt er der kulturforskelle som skal overvindes, for sådan en indvandrer som mig, og det er ikke altid, at jeg er enig i alt. Men en ting kan jeg så absolut ikke klage over og det er den norske madtradition. På det punkt kan jeg bare juble: Længe leve integration!
Vejen til en nordmands hjerte går igennem maven....
I hvert fald bliver de glade, når man godt gider smage på de mange forskellige særprægede ting de spiser. Jeg, personligt, er velsignet med en vestlands-mand som, udover laks, er meget glad for vestlandsmad. Det er fx. "komle" som er en kartoffelmasse man koger i en lille time. Resultatet er...svært at beskrive, men det smager helt fint. Så er der "smalahove". Det er vel noget af det mest uhyggelige jeg kan komme i tanke om. Det er kogt fårehoved! Og hvis du er rigtig sej, så spiser du det hele! Også øjnene! Jeg har ikke været i nærkontakt med denne mærkelige spise. Det tætteste jeg har været på, var da jeg en dag fik øjenkontakt med et i køledisken i supermarkedet.
Får får ikke får, får får lam...
Og i Norge spiser man meget af begge dele! "Får i kål" er en populær spise som består af...får og kål! Det er utrolig nemt at lave og det smager fantastisk. Men det bedste, det aller aller bedste er "pinnekjøtt". Jeg havde egentlig besluttet mig for at afstå fra at bruge stærke udtryk som "hader" og "elsker" på bloggen, men jeg er nødt til at gøre et undtag: jeg ELSKER pinnekjøtt! Pinnekjøtt er lammekød som er dampet i 3 timer. Efter min mening er det verdens mest fantastiske ret. Normalt spiser jeg ret moderate mængder mad af gangen, men min dømmekraft sætter totalt ud når jeg spiser pinnekjøtt, og det medfører, at jeg altid er nødt til at ligge og klage på sofaen bagefter, fordi jeg har forspist mig. I lørdags var det tid for årets første pinnekjøtt-middag. Jeg havde glædet mig som et lille barn og var nødt til at spise med fingrene, fordi det ikke kunne gå hurtigt nok. Da vi satte os til bordet fik jeg næsten tårer i øjnene og overvejede et øjeblik at foreslå "2 minutters stilhed" før vi begyndte.
Integrationen længe leve!
Jeg hverken tror eller regner med, at jeg nogensinde kommer til at føle mig som nordmand. Jeg er først og fremmest dansk, og så lidt norsk. Men jeg føler klart et behov for at være med i fællesskabet, ellers var der jo ingen grund til at flytte herop. Som sagt er der kulturforskelle som skal overvindes, for sådan en indvandrer som mig, og det er ikke altid, at jeg er enig i alt. Men en ting kan jeg så absolut ikke klage over og det er den norske madtradition. På det punkt kan jeg bare juble: Længe leve integration!
Jeg undres! (fra 21/11 - 2011)
I Sola lufthavn i Stavanger er de overbevist om, at jeg er terrorist. Sådan ser det i hvert fald ud! Med familie i Danmark og svigerfamilie på vestlandet bliver det til mange flyveturer på et år. Jeg er vant til at pakke min håndbagage kuffert. Jeg gør det ca. 1 gang om måneden. Og det slår aldrig fejl: hver eneste gang jeg flyver fra Stavanger går jeg lige i den store "DU-HAR-VÆSKE-I-DIN-HÅNDBAGAGE-KUFFERT-DIN-ELENDIGE-DANSKER"-fælde. Hvad er det der sker?
Regler er til for at overholdes....
Yes, det er jeg med på. Jeg kan også godt forstå, at man ikke kan gøre forskel på folk i en sådan situation. Det jeg ikke kan forstå er, hvorfor det kun sker i denne ene lufthavn? Jeg er helt med på, at deo, parfume osv skal puttes i den lille gennemsigtige pose og lægges på båndet seperat. Det gør jeg også! Men i går, da jeg skulle tage turen fra Stavanger gik jeg igen i fælden og denne gang var der ingen "kære Mor"! Til gengæld var der en sur KÆL.... som helt åbenlyst havde GLÆDET sig til at fange en uvidende og dum blondine.
Når jeg rejser fra Oslo lufthavn sker dette aldrig! Jeg kan faktisk gå igennem sikkerhedscheck uden at tage den lille gennemsigtige pose ud af kufferten! Det samme er tilfældet i DK!
Hvad betyder det? Sig det så!
Da jeg så førnævnte dame gennemrode min kuffert på nazi-måden spekulerede jeg på, hvad det var hun håbede på at finde: stoffer? våben? de vises sten? Det viste sig, at FOUNDATION ER VÆSKE, som hun skreg ind i fjæset på mig. Jeg var lige ved at kyle den i synet på hende, men så kom jeg i tanke om, at jeg faktisk bruger den foundation ca 10 gange om året (når poserne under mine øjne er så store, at jeg ikke kan være andet bekendt), og jeg gider ikke købe en ny bare fordi en eller anden emsig kost trænger til at tømme sig for raseri!
"Næste gang pakker jeg din kuffert"....
Min stakkels belastede kæreste er efterhånden vant til denne rutine. Vi tager den jo trods alt hver gang vi er hos hans familie. I starten stod han altid og ventede på mig ved udgangen fra sikkerdhedskontrollen, men jeg opdagede i går, at det gider han ikke mere. Jeg fandt ham i baren hvor han bare konstaterede, at næste gang vi skulle på tur sammen, så ville han pakke min kuffert. Der var ingen bebrejdende tone at spore hos ham. For det er nemlig sådan han er: verdens mest tålmodige! Også da jeg, efter at have tømt 0,6 l fadøl i rent raseri og efterfølgende snakket uafbrudt i 1/2 time om hvor inkompetente folk i sikkerhedskontrollen er, var nødt til at sige undskyld fordi det altid går ud over ham. For det gør det. Og ja, næste gang får han lov til at pakke min kuffert.
Regler er til for at overholdes....
Yes, det er jeg med på. Jeg kan også godt forstå, at man ikke kan gøre forskel på folk i en sådan situation. Det jeg ikke kan forstå er, hvorfor det kun sker i denne ene lufthavn? Jeg er helt med på, at deo, parfume osv skal puttes i den lille gennemsigtige pose og lægges på båndet seperat. Det gør jeg også! Men i går, da jeg skulle tage turen fra Stavanger gik jeg igen i fælden og denne gang var der ingen "kære Mor"! Til gengæld var der en sur KÆL.... som helt åbenlyst havde GLÆDET sig til at fange en uvidende og dum blondine.
Når jeg rejser fra Oslo lufthavn sker dette aldrig! Jeg kan faktisk gå igennem sikkerhedscheck uden at tage den lille gennemsigtige pose ud af kufferten! Det samme er tilfældet i DK!
Hvad betyder det? Sig det så!
Da jeg så førnævnte dame gennemrode min kuffert på nazi-måden spekulerede jeg på, hvad det var hun håbede på at finde: stoffer? våben? de vises sten? Det viste sig, at FOUNDATION ER VÆSKE, som hun skreg ind i fjæset på mig. Jeg var lige ved at kyle den i synet på hende, men så kom jeg i tanke om, at jeg faktisk bruger den foundation ca 10 gange om året (når poserne under mine øjne er så store, at jeg ikke kan være andet bekendt), og jeg gider ikke købe en ny bare fordi en eller anden emsig kost trænger til at tømme sig for raseri!
"Næste gang pakker jeg din kuffert"....
Min stakkels belastede kæreste er efterhånden vant til denne rutine. Vi tager den jo trods alt hver gang vi er hos hans familie. I starten stod han altid og ventede på mig ved udgangen fra sikkerdhedskontrollen, men jeg opdagede i går, at det gider han ikke mere. Jeg fandt ham i baren hvor han bare konstaterede, at næste gang vi skulle på tur sammen, så ville han pakke min kuffert. Der var ingen bebrejdende tone at spore hos ham. For det er nemlig sådan han er: verdens mest tålmodige! Også da jeg, efter at have tømt 0,6 l fadøl i rent raseri og efterfølgende snakket uafbrudt i 1/2 time om hvor inkompetente folk i sikkerhedskontrollen er, var nødt til at sige undskyld fordi det altid går ud over ham. For det gør det. Og ja, næste gang får han lov til at pakke min kuffert.
Influenza - en personlighedspaltning i farver (fra 3/10 - 2011)
Jeg har lige haft influenza. Ikke at det er ret spændende altså. Men det er lang tid siden jeg har haft det, så jeg havde helt glemt hvor ucharmerende man bliver, især på personligheden!
Jeg havde en ud-af-kroppen oplevelse, hvor jeg så mig selv stirre ondt på folk, og da jeg hørte mig selv råbe: "SÅ HOLD DOG KÆFT" efter nogle børn gik det op for mig, at jeg forandrer personlighed når jeg har feber. Jeg bliver en ond gammel heks, som er ude på at ødelægge det for andre, og som får et kick ud af at smadre andre folks glæde.
Når jeg får ondt, vil jeg gerne dele. Med så mange som muligt. Jeg vil gerne have ynk, blomster og medlidenhed generelt. Og jeg græder gerne for at få det. Det er utrolig patetisk....men det virker jo!
Når jeg er syg bliver jeg 7 år og vil have min mor. Der er ikke rigtig andre der duer. Hvornår går det egentlig over? Altså det der med at man kun vil have sin mor? Hvis min mor ringer til mig, når jeg er syg, går jeg ikke af vejen for at fælde en tåre og snøfte højt ned i røret. Hun skal jo selvfølgelig vide, at hendes førstefødte er dødssyg og gerne få lidt dårlig samvittighed over, at hun bor i Danmark så hun ikke kan pleje mig.
Jeg vil egentlig beskrive mig selv som et relativt rart menneske normalt. Men det der sker når jeg bliver syg er, at jeg skifter personlighed a la Dr. Jekyl og Mr. Hyde. Jeg ved jo godt, at man ikke må råbe efter børn, ikke, men det har jeg bare glemt når jeg får feber.
Hvordan mænd overlever "mande-influenza", som jo efter sigende er den værste sygdom på jord, er mig en gåde!
Jeg havde en ud-af-kroppen oplevelse, hvor jeg så mig selv stirre ondt på folk, og da jeg hørte mig selv råbe: "SÅ HOLD DOG KÆFT" efter nogle børn gik det op for mig, at jeg forandrer personlighed når jeg har feber. Jeg bliver en ond gammel heks, som er ude på at ødelægge det for andre, og som får et kick ud af at smadre andre folks glæde.
Når jeg får ondt, vil jeg gerne dele. Med så mange som muligt. Jeg vil gerne have ynk, blomster og medlidenhed generelt. Og jeg græder gerne for at få det. Det er utrolig patetisk....men det virker jo!
Når jeg er syg bliver jeg 7 år og vil have min mor. Der er ikke rigtig andre der duer. Hvornår går det egentlig over? Altså det der med at man kun vil have sin mor? Hvis min mor ringer til mig, når jeg er syg, går jeg ikke af vejen for at fælde en tåre og snøfte højt ned i røret. Hun skal jo selvfølgelig vide, at hendes førstefødte er dødssyg og gerne få lidt dårlig samvittighed over, at hun bor i Danmark så hun ikke kan pleje mig.
Jeg vil egentlig beskrive mig selv som et relativt rart menneske normalt. Men det der sker når jeg bliver syg er, at jeg skifter personlighed a la Dr. Jekyl og Mr. Hyde. Jeg ved jo godt, at man ikke må råbe efter børn, ikke, men det har jeg bare glemt når jeg får feber.
Hvordan mænd overlever "mande-influenza", som jo efter sigende er den værste sygdom på jord, er mig en gåde!
Danish Dynamite (fra 5/9)
I morgen skal Danmark spille mod Norge i Parken. Sidst de to lande mødtes på grønsværen følte jeg mig lidt i en loyalitetskonflikt....det gør jeg ikke nu, for jeg har nemlig fået to dejlige damer med på mit hold! Nu er jeg ikke nødvendigvis i mindretal, når vi skal se kampen i morgen, så derfor proklamerer jeg højt og klart: JEG HOLDER MED DANMARK! Havde jeg haft en klaphat, så havde jeg iført mig den med stolthed!
I morgen kan jeg desværre ikke se kampen i Parken selv om det havde været det ultimative. I stedet for er vi henvist til en fodboldpub i Oslo, men skidt med det, for der bliver høj stemning.
Allerede nu er jeg overbevist om, at Danmark kommer til at vinde kampen. Danmark er nødt til at vinde kampen....vi er simpelthen nødt til at vinde! Hvis vi ikke vinder går jeg under cover! Jeg kan under ingen omstændigheder vise mig på arbejde onsdag, hvis ikke Danmark vinder. Ydmygelsen bliver for stor!
Men vi vinder jo også. Selvfølgelig gør vi det! Og jeg skal stå på et bord med min kolde Carlsberg og min imaginære klaphat og juble!
Danmarks største mand (fra 23/8 - 2011)
D. 3/9-1980 mistede Danmark en af sine største skuespillere nogensinde. På lørdag, næsten 31 år efter hans død, skal jeg i biffen og se filmen om hans liv.
Dirch Passer var et festfyrværkeri af en skuespiller. Han var skæg, han var charmerende og højt elsket af sit publikum. Så sent som i går aftes genså jeg "Sommer i Tyrol" og svælgede i nationalromantik og fantastisk morsomme scener. Selv efter så mange år er Dirch stadig sjov!
Da Dirch døde, lå jeg i min mors mave. Til mine forældres store fortrydelse døde han før jeg nåede at se ham på scenen. Selv har jeg været forelsket i ham siden jeg kunne gå. Jeg kan stadig huske, da jeg var 7 år og sad på trappen og græd, fordi han var død, og jeg aldrig kunne blive gift med ham. For det ville jeg: giftes med Dirch Passer når jeg blev stor!
Jeg tror jeg har pløjet al den litteratur der er skrevet om Dirch igennem. Jeg har læst bøgerne om ham igen og igen for at komme tættere på den mand, som jeg aldrig kendte. Som ingen måske nogensinde kendte rigtigt.
På lørdag skal min gode ven Anders og jeg så i biografen og se filmen "Dirch". Dirch spillede så mange forskellige roller i sit liv. Nu er det en anden der spiller rollen som ham. Jeg glæder mig! Og Anders har lovet at tage kleenex med!
Dirch Passer var et festfyrværkeri af en skuespiller. Han var skæg, han var charmerende og højt elsket af sit publikum. Så sent som i går aftes genså jeg "Sommer i Tyrol" og svælgede i nationalromantik og fantastisk morsomme scener. Selv efter så mange år er Dirch stadig sjov!
Da Dirch døde, lå jeg i min mors mave. Til mine forældres store fortrydelse døde han før jeg nåede at se ham på scenen. Selv har jeg været forelsket i ham siden jeg kunne gå. Jeg kan stadig huske, da jeg var 7 år og sad på trappen og græd, fordi han var død, og jeg aldrig kunne blive gift med ham. For det ville jeg: giftes med Dirch Passer når jeg blev stor!
Jeg tror jeg har pløjet al den litteratur der er skrevet om Dirch igennem. Jeg har læst bøgerne om ham igen og igen for at komme tættere på den mand, som jeg aldrig kendte. Som ingen måske nogensinde kendte rigtigt.
På lørdag skal min gode ven Anders og jeg så i biografen og se filmen "Dirch". Dirch spillede så mange forskellige roller i sit liv. Nu er det en anden der spiller rollen som ham. Jeg glæder mig! Og Anders har lovet at tage kleenex med!
2 års jubilæum - et tilbageblik i overskrifter, tal og traumer! (fra 17/8 - 2011)
Lige om lidt er det 2 år siden jeg udvandrede til Fjeldabeland for 2. gang. 1. gang var jeg 7 år og havde ikke noget valg, men 2. gang tager jeg det fulde ansvar for!
Siden vi vendte hjem til DK for 23 år siden, har jeg længtes tilbage til Norge. Og jeg har altid vidst, at jeg skulle vende tilbage på et tidspunkt. Jeg er sikker på, at sprog har stor betydning når det kommer til identitet og det at jeg lærte at læse og skrive på norsk før jeg lærte det på dansk, har haft stor betydning for, at jeg føler mig både dansk og norsk.
Når det er sagt, så har det ikke været let at vende tilbage. Der er trods alt gået 23 år siden jeg boede her sidst og selv om jeg har været her hvert år siden og nogle år flere gange, så har jeg måtte lære at snakke norsk igen. Det er ikke let at kaste sig ud i at snakke et andet sprog igen. I starten er man bange for at udtale ting forkert og så har man jo selvfølgelig dialekt også, som man i starten er sig smertelig bevidst!
Jeg glemmer aldrig da jeg skulle tage afsked med min mor og den kammerat som havde hjulpet mig med at flytte mine ting herop. Jeg nåede at tænke mange ting, mens jeg så bilen køre væk, bl.a. at det her var den mest sindssyge beslutning jeg havde taget nogensinde og hvad i al verden jeg dog tænkte på at flytte til et andet land når jeg ikke kendte nogen! Begrebet "ensomhed" fik en helt ny betydning for mig. Jeg har aldrig i livet følt mig så ensom som jeg gjorde i starten heroppe. Men jeg var fast besluttet på, at det her skulle lykkes og at jeg ikke skulle retur til DK.
Selv om jeg på mange måder altid har følt mig både dansk og norsk, så kunne jeg tydeligt mærke, at jeg i starten følte det som "dem og mig". Der gik faktisk lang tid, før jeg følte at jeg var en del af "gruppen". Første gang jeg opdagede, at jeg var gået fra "dem og mig" til "os" var under ski VM i vinter. Jeg hørte pludselig mig selv spørge min kæreste, om VI havde vundet dagens etape, og med vi mente jeg "vi nordmænd". Det var en lidt underlig følelse og vi lagde begge to mærke til, at jeg havde brugt ordet "vi". Men følelsen af "vi" har nok aldrig været så stærk som d.22/7. Den dag var jeg i DK og jeg følte, at jeg var det helt forkerte sted.
Men for at gøre en lang historie kort (det er for sent!), så kommer der her en liste over ting jeg har lært i løbet af de sidste 2 år:
1. I Norge kan du hedde alt mulig mærkeligt. Og du kan oven i købet sætte to fuldstændig håbløse navne sammen, uden at der er nogen der reagerer på det eller synes det er undeligt. Du kan til og med opkalde din unge efter din mand (hvis ungen er en dreng vel at mærke!), så både unge og mand hedder det samme, uden at det tilsyneladende er et problem!
2. I Norge spiser man gerne rådne og ulækre ting. Jeg har mistanke om, at det er en konspiration, men alle (det er en overdrivelse) sidder og gumler på rådne fisk og kogte fårehoveder uden at fortrække en mine.
3. Nordmænd er ikke gentlemen. Jeg er faktisk næsten chokeret over, hvor dårlige manerer mænd heroppe har når det gælder lige præcis det her emne! Og selv om jeg er (moderat) feminist, så er det jo alligevel rart når nogen holder døren for dig engang imellem.....eller i hvert fald ikke smækker den lige i fjæset på dig!
4. Udlændinge må stemme til kommunevalget! Og det synes jeg er SÅ sejt, for jeg vil utrolig gerne stemme og jeg synes det er helt fantastisk at jeg får lov!
5. Nordmænd kan godt lide danskere. Det kan godt være, at det er en generalisering, men jeg ved i hvert fald, at jeg har det som blommen i et æg her!
Jeg har lært andre ting også. Mange andre ting. Heldigvis. Og efter 2 år i exil ved jeg følgende: jeg elsker Norge og jeg elsker nordmænd!
Siden vi vendte hjem til DK for 23 år siden, har jeg længtes tilbage til Norge. Og jeg har altid vidst, at jeg skulle vende tilbage på et tidspunkt. Jeg er sikker på, at sprog har stor betydning når det kommer til identitet og det at jeg lærte at læse og skrive på norsk før jeg lærte det på dansk, har haft stor betydning for, at jeg føler mig både dansk og norsk.
Når det er sagt, så har det ikke været let at vende tilbage. Der er trods alt gået 23 år siden jeg boede her sidst og selv om jeg har været her hvert år siden og nogle år flere gange, så har jeg måtte lære at snakke norsk igen. Det er ikke let at kaste sig ud i at snakke et andet sprog igen. I starten er man bange for at udtale ting forkert og så har man jo selvfølgelig dialekt også, som man i starten er sig smertelig bevidst!
Jeg glemmer aldrig da jeg skulle tage afsked med min mor og den kammerat som havde hjulpet mig med at flytte mine ting herop. Jeg nåede at tænke mange ting, mens jeg så bilen køre væk, bl.a. at det her var den mest sindssyge beslutning jeg havde taget nogensinde og hvad i al verden jeg dog tænkte på at flytte til et andet land når jeg ikke kendte nogen! Begrebet "ensomhed" fik en helt ny betydning for mig. Jeg har aldrig i livet følt mig så ensom som jeg gjorde i starten heroppe. Men jeg var fast besluttet på, at det her skulle lykkes og at jeg ikke skulle retur til DK.
Selv om jeg på mange måder altid har følt mig både dansk og norsk, så kunne jeg tydeligt mærke, at jeg i starten følte det som "dem og mig". Der gik faktisk lang tid, før jeg følte at jeg var en del af "gruppen". Første gang jeg opdagede, at jeg var gået fra "dem og mig" til "os" var under ski VM i vinter. Jeg hørte pludselig mig selv spørge min kæreste, om VI havde vundet dagens etape, og med vi mente jeg "vi nordmænd". Det var en lidt underlig følelse og vi lagde begge to mærke til, at jeg havde brugt ordet "vi". Men følelsen af "vi" har nok aldrig været så stærk som d.22/7. Den dag var jeg i DK og jeg følte, at jeg var det helt forkerte sted.
Men for at gøre en lang historie kort (det er for sent!), så kommer der her en liste over ting jeg har lært i løbet af de sidste 2 år:
1. I Norge kan du hedde alt mulig mærkeligt. Og du kan oven i købet sætte to fuldstændig håbløse navne sammen, uden at der er nogen der reagerer på det eller synes det er undeligt. Du kan til og med opkalde din unge efter din mand (hvis ungen er en dreng vel at mærke!), så både unge og mand hedder det samme, uden at det tilsyneladende er et problem!
2. I Norge spiser man gerne rådne og ulækre ting. Jeg har mistanke om, at det er en konspiration, men alle (det er en overdrivelse) sidder og gumler på rådne fisk og kogte fårehoveder uden at fortrække en mine.
3. Nordmænd er ikke gentlemen. Jeg er faktisk næsten chokeret over, hvor dårlige manerer mænd heroppe har når det gælder lige præcis det her emne! Og selv om jeg er (moderat) feminist, så er det jo alligevel rart når nogen holder døren for dig engang imellem.....eller i hvert fald ikke smækker den lige i fjæset på dig!
4. Udlændinge må stemme til kommunevalget! Og det synes jeg er SÅ sejt, for jeg vil utrolig gerne stemme og jeg synes det er helt fantastisk at jeg får lov!
5. Nordmænd kan godt lide danskere. Det kan godt være, at det er en generalisering, men jeg ved i hvert fald, at jeg har det som blommen i et æg her!
Jeg har lært andre ting også. Mange andre ting. Heldigvis. Og efter 2 år i exil ved jeg følgende: jeg elsker Norge og jeg elsker nordmænd!
Kære lille solstråle...(fra 14/8 - 2011)
Jeg har en veninde som hedder Katrine. Katrine er 23 år. Hun er en høj, slank, pæn pige som mange andre, men Katrine skilder sig ud fra mængden. Katrine har nemlig måtte lære alt forfra. For 3 år siden måtte Katrine lære at gå, spise, snakke og børste sine tænder selv...igen. Katrine fik nemlig en hjerneblødning da hun var 20 år.
Jeg husker første gang jeg mødte Katrine. Det var en forårsdag i april 2010. Katrine var vikar der hvor jeg arbejder og skulle arbejde sammen med mig den dag. Jeg glemmer aldrig hendes glade fjæs da hun kom ind og præsenterede sig. Hele hendes person udstrålede positivitet, glæde og venlighed og det var rart når man var ny, som jeg var. Katrine gjorde indtryk på mig den dag. Jeg havde hørt folk snakke om, at vi havde en vikar som havde været "syg", men at Katrine skulle have haft en hjerneblødning, havde jeg ikke drømt om.
Vi fandt hurtigt tonen, Katrine og jeg, og begyndte at "hænge" udenfor arbejde. Katrine fortalte mig sin historie og jeg var chokeret. At nogen så ung kunne opleve noget så alvorligt lå mig meget fjernt, men samtidig kunne jeg mærke, at det havde givet hende et helt andet syn på livet. "Jeg værdsætter hver eneste dag", som hun siger. Det var så tydeligt, allerede tidligt i vores venskab, at Katrine var anderledes.
Ja Katrine er anderledes. Katrine oplever nemlig ind imellem også "den mørke side" af livet. Det er fx når der er ting hun ikke kan, som en konsekvens af hjerneblødningen. Katrine er mere træt end de fleste. Nogle gange er hun nødt til at melde fra til ting, fordi hun ganske simpelt ikke kan klare det. Katrine er utrolig intelligent, men at tage en uddannelse er benhårdt for hende, fordi hun skal koncentrere sig ekstra meget, og fordi hun hurtigt bliver træt. Katrine er skrøbelig og samtidig den sejeste der findes, for noget af det der også gør hende anderledes er hendes livsglæde. Katrine giver ikke op. Hun kæmper hver eneste dag fordi hun VIL. Hun VIL livet, hun VIL sine venner, hun VIL det hele. Og så engang imellem græder hun. Fordi livet nogle gange giver hende nogle gevaldige lussinger som slår hende omkuld, men hun rejser sig altid op igen og kæmper videre.
Jeg kender ingen som Katrine som kan få solen til at skinne en dag man er nede. Ingen som til trods for sine egne begrænsninger stiller op for andre. Ingen som er så uselvisk som hende!
Kære lille solstråle, du har en helt særlig plads i mit hjerte. Du fortjener, at nogen skriver om dig og fortæller din historie! Jeg sætter så stor pris på dig. Det her er min kærlighedserklæring til dig!
Jeg husker første gang jeg mødte Katrine. Det var en forårsdag i april 2010. Katrine var vikar der hvor jeg arbejder og skulle arbejde sammen med mig den dag. Jeg glemmer aldrig hendes glade fjæs da hun kom ind og præsenterede sig. Hele hendes person udstrålede positivitet, glæde og venlighed og det var rart når man var ny, som jeg var. Katrine gjorde indtryk på mig den dag. Jeg havde hørt folk snakke om, at vi havde en vikar som havde været "syg", men at Katrine skulle have haft en hjerneblødning, havde jeg ikke drømt om.
Vi fandt hurtigt tonen, Katrine og jeg, og begyndte at "hænge" udenfor arbejde. Katrine fortalte mig sin historie og jeg var chokeret. At nogen så ung kunne opleve noget så alvorligt lå mig meget fjernt, men samtidig kunne jeg mærke, at det havde givet hende et helt andet syn på livet. "Jeg værdsætter hver eneste dag", som hun siger. Det var så tydeligt, allerede tidligt i vores venskab, at Katrine var anderledes.
Ja Katrine er anderledes. Katrine oplever nemlig ind imellem også "den mørke side" af livet. Det er fx når der er ting hun ikke kan, som en konsekvens af hjerneblødningen. Katrine er mere træt end de fleste. Nogle gange er hun nødt til at melde fra til ting, fordi hun ganske simpelt ikke kan klare det. Katrine er utrolig intelligent, men at tage en uddannelse er benhårdt for hende, fordi hun skal koncentrere sig ekstra meget, og fordi hun hurtigt bliver træt. Katrine er skrøbelig og samtidig den sejeste der findes, for noget af det der også gør hende anderledes er hendes livsglæde. Katrine giver ikke op. Hun kæmper hver eneste dag fordi hun VIL. Hun VIL livet, hun VIL sine venner, hun VIL det hele. Og så engang imellem græder hun. Fordi livet nogle gange giver hende nogle gevaldige lussinger som slår hende omkuld, men hun rejser sig altid op igen og kæmper videre.
Jeg kender ingen som Katrine som kan få solen til at skinne en dag man er nede. Ingen som til trods for sine egne begrænsninger stiller op for andre. Ingen som er så uselvisk som hende!
Kære lille solstråle, du har en helt særlig plads i mit hjerte. Du fortjener, at nogen skriver om dig og fortæller din historie! Jeg sætter så stor pris på dig. Det her er min kærlighedserklæring til dig!
Hokus pokus MIG i fokus! (fra 11/8 - 2011)
Da jeg var lille drømte drengene om at blive brandmand eller politi og pigerne ville være sygeplejerske eller frisør. Det her er en generalisering, men stort set var der tale om helt almindelige jobs. Selv drømte jeg om at blive skøjteprinsesse, men det er en undtagelse, som jeg vil skylde på min barndom i Norge, hvor vi stod på skøjter om vinteren.
Meget har åbenbart ændret sig siden jeg var lille, for det jeg ser nu, er at de unges forventninger til fremtiden er helt anderledes. Når man spørger folk, som bare er 10 år yngre end mig, hvad de vil være når de bliver store, svarer de: "Jeg vil være kendt!". Det er selvfølgelig også en generalisering, men der er sket en væsentlig ændring i folks indstilling til hvad man faktisk kan forvente af samfundet, når man bliver voksen.
Jeg kan godt forstå, at folk drømmer om at blive sanger, skuespiller osv men nutidens ungdom drømmer bare om at blive kendt! Hvad sker der med det?! Ser man på mængden af realityprogrammer på tv, så er det tydeligt, at unge har et ekstremt behov for at blive set. Men hvad sker der når kameraet bliver slukket og man finder ud af, at man ikke kan leve af at have været med i Paradise Hotel? Det er som om narcissismen trives bedre og bedre!
Men hvis jeg skal se lidt ind ad, og det skal jeg, så skal jeg jo ikke længere end til facebook (og mig selv) for at finde det. Det er vel de færreste der vælger et profilbillede de synes er dårligt? Jeg ved da fra mig selv, at jeg aldrig oploader billeder af mig selv hvor jeg ligner en idiot. Facebook er jo også en form for reality-program, for selv om det er os selv vi viser frem, så har jeg set mange billeder af folk, hvor jeg faktisk ikke kan genkende dem (hello photoshop!).
Hvad sker der med identiteten når vi hele tiden skal vise os frem og samtidig helst skal bruge airbrushing på vores liv?
Meget har åbenbart ændret sig siden jeg var lille, for det jeg ser nu, er at de unges forventninger til fremtiden er helt anderledes. Når man spørger folk, som bare er 10 år yngre end mig, hvad de vil være når de bliver store, svarer de: "Jeg vil være kendt!". Det er selvfølgelig også en generalisering, men der er sket en væsentlig ændring i folks indstilling til hvad man faktisk kan forvente af samfundet, når man bliver voksen.
Jeg kan godt forstå, at folk drømmer om at blive sanger, skuespiller osv men nutidens ungdom drømmer bare om at blive kendt! Hvad sker der med det?! Ser man på mængden af realityprogrammer på tv, så er det tydeligt, at unge har et ekstremt behov for at blive set. Men hvad sker der når kameraet bliver slukket og man finder ud af, at man ikke kan leve af at have været med i Paradise Hotel? Det er som om narcissismen trives bedre og bedre!
Men hvis jeg skal se lidt ind ad, og det skal jeg, så skal jeg jo ikke længere end til facebook (og mig selv) for at finde det. Det er vel de færreste der vælger et profilbillede de synes er dårligt? Jeg ved da fra mig selv, at jeg aldrig oploader billeder af mig selv hvor jeg ligner en idiot. Facebook er jo også en form for reality-program, for selv om det er os selv vi viser frem, så har jeg set mange billeder af folk, hvor jeg faktisk ikke kan genkende dem (hello photoshop!).
Hvad sker der med identiteten når vi hele tiden skal vise os frem og samtidig helst skal bruge airbrushing på vores liv?
Tour de France er slut! (fra 14/7 - 2011)
eller det ville jeg i hvert fald ønske det var! Jeg hader Tour de France. Og jeg mener ikke på den der "jeg er ligeglad med lortet" måde, jeg mener på den oprigtige og meget inderlige måde. Jeg HADER virkelig Tour de France! Faktisk hader jeg det så meget, at jeg får en akut depression når jeg tænder for fjernsynet og ser en hel flok hjelmklædte idioter komme drønende.
Der er to ting jeg hader næsten lige så meget som Tour de France og det er golf og snooker på tv. Men aller mest og aller dybest hader jeg cykelsport på tv! Jeg kan ligefrem mærke, hvordan livslysten siver ud af mig i det øjeblik jeg kommer til at tænde for den forkerte kanal og ufrivilligt får stjålet værdifulde sekunder af mit liv, før jeg med en desperat bevægelse får trykket på den rigtige knap på fjernbetjeningen (læs: hvilken som helst knap!).
En ting jeg ikke forstår, og aldrig kommer til at forstå, er hvorfor mænd iklæder sig alt for stramme bukser og for korte trøjer. Det er bare i udgangspunktet en forfærdelig ide! "Jo, men de er nødt til at have stramtsiddende tøj på for at formindske vindmodstanden".....I DON'T CARE! Det burde forbydes! Der er stort set ikke noget mindre sexet end en mand i for stramme shorts og Tour de France vælger så i dette tilfælde, at gå helt over grænsen! Hvad er det der sker?
Så er der doping....altså uden pis, jeg mener virkelig, at jeg synes, at vi skal gøre doping lovligt under Tour de France. Så kan de allesammen fyre den max af med epo og what not og så slipper vi for efterfølgende dopingskandaler på forsiden af aviserne, for når Tour de France er slut så er det altså SLUT! Så gider jeg ikke mindes om dets eksistens! Og come on, vi ved jo godt at de alligevel allesammen doper sig!
Tour de France kommer bag på mig hvert år. Det virker måske fuldstændig langt ude, men jeg glemmer faktisk at cykelsport på tv eksisterer så snart den sidste cykel er kommet i mål og tv guiden igen har fornuftigt indhold. Jeg hader Tour de France og jeg elsker når det endelig er slut!
Der er to ting jeg hader næsten lige så meget som Tour de France og det er golf og snooker på tv. Men aller mest og aller dybest hader jeg cykelsport på tv! Jeg kan ligefrem mærke, hvordan livslysten siver ud af mig i det øjeblik jeg kommer til at tænde for den forkerte kanal og ufrivilligt får stjålet værdifulde sekunder af mit liv, før jeg med en desperat bevægelse får trykket på den rigtige knap på fjernbetjeningen (læs: hvilken som helst knap!).
En ting jeg ikke forstår, og aldrig kommer til at forstå, er hvorfor mænd iklæder sig alt for stramme bukser og for korte trøjer. Det er bare i udgangspunktet en forfærdelig ide! "Jo, men de er nødt til at have stramtsiddende tøj på for at formindske vindmodstanden".....I DON'T CARE! Det burde forbydes! Der er stort set ikke noget mindre sexet end en mand i for stramme shorts og Tour de France vælger så i dette tilfælde, at gå helt over grænsen! Hvad er det der sker?
Så er der doping....altså uden pis, jeg mener virkelig, at jeg synes, at vi skal gøre doping lovligt under Tour de France. Så kan de allesammen fyre den max af med epo og what not og så slipper vi for efterfølgende dopingskandaler på forsiden af aviserne, for når Tour de France er slut så er det altså SLUT! Så gider jeg ikke mindes om dets eksistens! Og come on, vi ved jo godt at de alligevel allesammen doper sig!
Tour de France kommer bag på mig hvert år. Det virker måske fuldstændig langt ude, men jeg glemmer faktisk at cykelsport på tv eksisterer så snart den sidste cykel er kommet i mål og tv guiden igen har fornuftigt indhold. Jeg hader Tour de France og jeg elsker når det endelig er slut!
Hvad er det vi ikke tør sige? :-) (fra 5/7 - 2011)
En veninde fortalte mig i går, at hun i 3.g. havde haft et fag som omhandlede udtryksikoner og hvad de betyder. Bl.a. havde de diskuteret hvorvidt "jeg elsker dig" eller "<3 <3 !" (altså: to hjerter efterfulgt af udråbstegn) var stærkest. Mange havde svaret hjerterne.
I løbet af de sidste år har udtryksikoner fået større og større plads i sproget via mail og sms og især det sidste. Vi bruger fx smileys hver eneste dag, og hvor sproget før i tiden var mere formelt, så er der næppe nogen der tænker over det længere, når man på arbejdet modtager en mail som afsluttes med :-)
Men hvad er det de betyder? Er de en uskyldig måde at gøre budskabet mere "spiseligt" på? Og er der sammenhænge hvor man absolut ikke kan bruge udtryksikoner?
En anden veninde introducerede mig i efteråret til forskellen mellem :-) og ;-) for der er forskel! Den første er en helt almindelig uskyldig smiley mens den anden er en fræk, udfordrende og flirtende smiley (og her vil jeg godt starte med at give en uforbeholden undskyldning til alle dem jeg uvidende har flirtet skamløst med).
Men hvad gør det ved sproget når vi bruger udtryksikoner? Og er udtryksikoner ikke bare en undskyldning for ikke at sige tingene lige ud? For de fleste er ord som: "jeg elsker dig" svære at sige. Det er også store ord. Men hvis man udtrykker sig på et anden sprog som fx engelsk er det pludselig nemmere: "I love you!" Men selv et "I love you" kan forenkles til: I <3 U (altså I - hjerte - U). For mig er det 100 gange nemmere at skrive "I <3 U" end at sige: "Jeg elsker dig", men jeg synes det er synd, for personligt vil jeg da hellere have et: "jeg elsker dig" end et: "I <3 U". Men hvad er det vi er så bange for at sige? Eller handler det måske i virkeligheden om, at vi ikke vil tage ansvaret for - eller konsekvenserne af det vi siger?
Når vi bruger udtryksikoner i skriftsproget gør det automatisk budskabet mindre formelt end hvis man skriver alt med ord. Men når budskabet bliver mindre formelt tager vi det så også mindre alvorligt? Og hvad sker der med sproget hvis det vi skriver pludselig ikke bliver taget seriøst?
I løbet af de sidste år har udtryksikoner fået større og større plads i sproget via mail og sms og især det sidste. Vi bruger fx smileys hver eneste dag, og hvor sproget før i tiden var mere formelt, så er der næppe nogen der tænker over det længere, når man på arbejdet modtager en mail som afsluttes med :-)
Men hvad er det de betyder? Er de en uskyldig måde at gøre budskabet mere "spiseligt" på? Og er der sammenhænge hvor man absolut ikke kan bruge udtryksikoner?
En anden veninde introducerede mig i efteråret til forskellen mellem :-) og ;-) for der er forskel! Den første er en helt almindelig uskyldig smiley mens den anden er en fræk, udfordrende og flirtende smiley (og her vil jeg godt starte med at give en uforbeholden undskyldning til alle dem jeg uvidende har flirtet skamløst med).
Men hvad gør det ved sproget når vi bruger udtryksikoner? Og er udtryksikoner ikke bare en undskyldning for ikke at sige tingene lige ud? For de fleste er ord som: "jeg elsker dig" svære at sige. Det er også store ord. Men hvis man udtrykker sig på et anden sprog som fx engelsk er det pludselig nemmere: "I love you!" Men selv et "I love you" kan forenkles til: I <3 U (altså I - hjerte - U). For mig er det 100 gange nemmere at skrive "I <3 U" end at sige: "Jeg elsker dig", men jeg synes det er synd, for personligt vil jeg da hellere have et: "jeg elsker dig" end et: "I <3 U". Men hvad er det vi er så bange for at sige? Eller handler det måske i virkeligheden om, at vi ikke vil tage ansvaret for - eller konsekvenserne af det vi siger?
Når vi bruger udtryksikoner i skriftsproget gør det automatisk budskabet mindre formelt end hvis man skriver alt med ord. Men når budskabet bliver mindre formelt tager vi det så også mindre alvorligt? Og hvad sker der med sproget hvis det vi skriver pludselig ikke bliver taget seriøst?
Amme-hjerner og VIPs (fra 30/6 - 2011)
Der findes to typer på facebook, som jeg bare er nødt til at blogge om: "Amme-hjernerne" og "VIPs".
De første er dem der, når de får børn, fuldstændig mister jordforbindelsen. Det eneste de kan forholde sig til er bleer, gylp og ja, amning. Jeg skal lige slå helt fast, at jeg er fuldstændig med på, at det største i verden må være at få sin egen unge. Det er jo på så mange måder syret, at man faktisk kan lave sin egen lille reproduktion, et lille vidunder, som man har ansvaret for at gøre til et nogenlunde civiliseret individ. Så det er ikke fordi jeg ikke kan forstå, at folk får børn, for det kan jeg godt. Det jeg ikke kan forstå er, når kvinder (og nogle mænd) holder op med at være individer men faktisk gror sammen med barnet i en slags symbiose som jeg er sikker på ikke er sund for nogen af dem.
Bevares! Jeg skal ikke gøre mig klog på forholdet mellem mor og barn, specielt fordi jeg ikke selv er mor, men en ting jeg skal gøre mig klog på er disse kvinders (og mænds) opførsel på facebook. En kammerat kommenterede i går på min status og skrev bl.a., at han mente at kvinder som ammer ikke skal have adgang til facebook. Jeg er tilbøjelig til at give ham ret! Jeg er så træt af folk som bruger et billede af deres unge som profilbillede. Det er jo ikke ungen jeg er ven med?! Og jeg er træt af dem der lægger billedalbums ud med titler som "Sommer-11" eller "Lidt af hvert", for det er falsk varedeklaration! De albums indeholder 1. mio billeder af lille Hugo og jeg gider ikke se 1. mio billeder af Hugo. Jeg vil godt nøjes med at se 1 billed (så jeg kan bestemme mig for om jeg synes ungen er grim eller pæn)!
Den anden type på facebook er VIP'en. VIP'en skriver kryptiske statusopdateringer. Kryptiske statusopdateringer er helt ok og ofte morsomme, men VIP'en vil ikke uddybe statusen. Det er folks eget valg hvad de skriver på facebook, men min erfaring med denne type er, at de gør det for at skabe opmærksomhed omkring sig selv og det er bare irriterende! Jeg er skingrende ligeglad med hvad det er de ikke vil uddybe. Det der irriterer mig er, at de gør det for at virke smarte. Jeg mener, de ting jeg vil have for mig selv kunne jeg da aldrig nogensinde finde på at skrive noget som helst om på et offentligt forum?! Så hvad er det der sker? Mangler folk spænding i hverdagen?
De første er dem der, når de får børn, fuldstændig mister jordforbindelsen. Det eneste de kan forholde sig til er bleer, gylp og ja, amning. Jeg skal lige slå helt fast, at jeg er fuldstændig med på, at det største i verden må være at få sin egen unge. Det er jo på så mange måder syret, at man faktisk kan lave sin egen lille reproduktion, et lille vidunder, som man har ansvaret for at gøre til et nogenlunde civiliseret individ. Så det er ikke fordi jeg ikke kan forstå, at folk får børn, for det kan jeg godt. Det jeg ikke kan forstå er, når kvinder (og nogle mænd) holder op med at være individer men faktisk gror sammen med barnet i en slags symbiose som jeg er sikker på ikke er sund for nogen af dem.
Bevares! Jeg skal ikke gøre mig klog på forholdet mellem mor og barn, specielt fordi jeg ikke selv er mor, men en ting jeg skal gøre mig klog på er disse kvinders (og mænds) opførsel på facebook. En kammerat kommenterede i går på min status og skrev bl.a., at han mente at kvinder som ammer ikke skal have adgang til facebook. Jeg er tilbøjelig til at give ham ret! Jeg er så træt af folk som bruger et billede af deres unge som profilbillede. Det er jo ikke ungen jeg er ven med?! Og jeg er træt af dem der lægger billedalbums ud med ti
Den anden type på facebook er VIP'en. VIP'en skriver kryptiske statusopdateringer. Kryptiske statusopdateringer er helt ok og ofte morsomme, men VIP'en vil ikke uddybe statusen. Det er folks eget valg hvad de skriver på facebook, men min erfaring med denne type er, at de gør det for at skabe opmærksomhed omkring sig selv og det er bare irriterende! Jeg er skingrende ligeglad med hvad det er de ikke vil uddybe. Det der irriterer mig er, at de gør det for at virke smarte. Jeg mener, de ting jeg vil have for mig selv kunne jeg da aldrig nogensinde finde på at skrive noget som helst om på et offentligt forum?! Så hvad er det der sker? Mangler folk spænding i hverdagen?
Det farligste dyr i verden er.....(fra 21/6 - 2011)
udstoppet! Og nu bliver du måske lidt skeptisk, men det er helt sandt. Eller det er det i hvert fald i min verden. Jeg er bange for udstoppede dyr og jeg snakker bange på den psykotiske måde! Når jeg bliver konfronteret med disse groteske "skabninger" får jeg total angst: jeg begynder at svede, får meget høj puls og tårer i øjnene. Mange har undret sig over denne fobi, tro mig, og jeg er stadig ikke kommet frem til en konklusion på hvorfor jeg har den.
Følgende dyr er værst: elg, grævling, ræv, kattedyr (i kategorien: mår, ilder o.lign.) og store dyr generelt.
Problemet med at bo i Norge er, at stort set alle nordmænd har en eller anden syg trang til at skyde en elg og bagefter hænge hovedet op på væggen. Man kan ikke komme ind i en fjeldhytte - eller restaurant oppe på sæteren uden at få øjenkontakt med en elg umiddelbart i det man træder over dørtærskelen. Det har udløst mange "sjove" situationer for mig i løbet af de sidste par år. Jeg har fx været meget tæt på at skade en veninde i mit noget voldsomme forsøg på at komme ud fra en fjeldrestaurant på "det gælder livet"- måden for nylig. Desværre havde jeg glemt at fortælle hende om min angst, men det fik vi orden på bagefter på naturens svar på psykiatrisk skadestue!
Det mærkelige er, at jeg virkelig godt kan lide dyr....når de har en puls! Mit yndlingsdyr er faktisk elgen. Jeg kan ikke komme i tanke om et sejere dyr og jeg føler mig virkelig priviligeret når jeg møder en....i live! For når den er udstoppet er den nr. 1 på min liste over farligste dyr. Men hvad er det lige der sker? For den er jo død og kan ikke gøre mig noget! Jeg ved det jo godt....og så ved jeg det ikke. Jeg kan godt opholde mig i et rum med udstoppede dyr, det er utrolig ubehageligt, men jeg kan godt hvis jeg skal. Det jeg ikke er i stand til, er at vende ryggen til dem. Jeg er faktisk overbevist om, at vender jeg ryggen til dem, så sniger de sig ind på mig!
Jeg har en rigtig god ven som hedder Morten. Han så det, på et tidspunkt, som sin ridderlige pligt, at prøve at kurere mig for denne fobi. Derfor inviterede han mig på ekskurtion til naturhistorisk museum (også kaldet "Skrækkabinettet"!) i Århus. Jeg er sikker på, at han gjorde det her for at hjælpe, og jeg er slet ikke i tvivl om, at han troede på projektet....i hvert fald i starten, men jeg fik helt sikkert smadret hans illusion om at se frygten i øjnene en gang for alle og overvinde den. Jeg sad stort set på ryggen af ham fra vi kom ind og til vi gik (læs: løb) igen, og hele oplevelsen er lidt tåget for mig!
Ok, sig det så! Hvad er det der er så fascinerende med at hænge nogens hoved op på væggen?! Det hænger jo bare der og stirrer på en?! Er det bare en bestemt slags mennesker der har hang til at udstoppe eller hva? Er det fascinationen over at fremstille noget der NÆSTEN er levende eller i hvert fald ligner noget der er? Og var det det der i sin tid inspirerede Mary Shelley da hun skrev om Frankenstein og hans "monster". Jeg synes i hvert fald, at man kan drage visse paralleler mellem disse to ting. Personligt ville jeg hellere tilbringe en nat på et skummelt gammelt loft sammen med Frankensteins monster end et udstoppet dyr!
Er kommunikationen ved at bryde totalt sammen?! (fra 17/6 - 2011)
I går fornærmede jeg en dame. Hun kom ind på mit arbejde og begyndte at snakke engelsk til mig, hvortil jeg sagde: "Du er dansk!" (på dansk). Jeg sagde det med en blanding af glæde og forbavselse. Glæde, fordi jeg synes det er meget hyggeligt at møde andre danskere i Norge, og forbavselse fordi det stadig kommer bag på mig, at danskere kan finde på at snakke engelsk i Skandinavien. Men altså, hun blev fornærmet! Og svarede: "Tak for komplimenten!" Og så er det jeg står lidt af. Når du kommer ind og snakker engelsk med "Anders Fogh Rasmussen dialekt", så kan du altså ikke forvente hverken at folk skal tro at du faktisk snakker engelsk som 1. sprog eller at de ikke skal kunne høre, at du er dansk. Jeg mener, jeg kan da også høre når det er en nordmand som snakker engelsk! Er det ikke netop det der er charmerende? At man kan høre at folk har dialekt?!....undtagen tyskere selvfølgelig. De snakker bare mærkeligt.
Nå, men det slutter ikke her, for da jeg hørte hvilket firma hun arbejdede for, kom jeg til at spørge, om hun var fra Randers.....det skulle jeg så ikke have gjort! Som de fleste danskere sikkert ved, så er Randers jo næsten et skælsord. I Randers har vi Regnskoven og nu Elvis (eller i hvert fald Graceland) og ellers får folk stort set tiden til at gå med at banke hinanden, køre ulovligt på knallert eller i bil uden kørekort ("for bilen er jo ligeglad hø hø hø") og drikke øller. Og det er også nogenlunde rigtig ramt! Jeg ved det, for jeg kommer selv fra denne stolte stad! Men det er ikke uden hjemve og en tåre i øjenkrogen at jeg skriver disse ting, for jeg er stolt af at være randrusianer! Ikke så meget pga det høje antal af Hells Angels rockere, men fordi Randers altid er den samme! Randers er ligesom en gammel ven du ikke har set i mange år, men som du kan samle tråden op med umiddelbart som om tiden havde stået stille! Randers er og bliver en arbejderby, men den prøver heller ikke at udgive sig for noget andet. Folk snakker grimt og det har de gjort så længe jeg kan huske! Men det var egentlig ikke meningen, at dette skulle være en hyldest til Randers, så tilbage til emnet.
Da førnævnte dame gik ind til sit møde, hørte jeg, at hun fortsatte på engelsk. Jeg havde lyst til at følge efter og spørge hende, på en pæn og høflig måde, om hun virkelig havde så travlt, at hun ikke havde tid til at snakke ordentligt. Jeg kan sagtens forstå, at man bruger engelsk til at kommunikere på i de fleste lande. Jeg elsker selv engelsk og bruger det meget gerne og så ofte jeg har muligheden, men det løber mig altså koldt ned af ryggen når jeg tænker på, at vi muligvis er ved at bevæge os i en retning, hvor vi snart vil begynde at snakke engelsk sammen i en del af verden hvor vi allerede snakker næsten samme sprog til daglig! Helt ærlig, svensk, norsk og dansk er så ens at vi sagtens kan forstå hinanden! Vi skal bare give os lidt bedre tid og snakke lidt langsommere og tydeligere! Er nogen nogensinde døde af at bruge lidt ekstra tid på at prøve at forstå hinanden? Og nu vi er ved det, så er det altså ikke længe siden at Norge var under dansk styre og at de snakkede dansk heroppe, så skal vi ikke nok i det mindste prøve at snakke sammen på vores eget sprog?
Men måske er det et spørgsmål om hvordan man definerer sig selv? Som dansker? Som nordmand? Som europæer? Som verdensborger? Jeg havde en professor på universitetet som blev rasende når nogen definerede ham som inder (manden VAR inder!): "I'm a citizen of the woooooorld", råbte han, mens han hoppede op og ned i raseri. For ham var det åbenbart vigtigt at definere sig selv som en del af en meget stor gruppe. Faktisk den største. For mig er det ikke så vigtigt. Jeg definerer mig først og fremmest som dansker, men derefter definerer jeg mig som skandinaver. Jeg elsker Norden! Vi er så små i den store verden! Skal vi ikke nok prøve at snakke sammen?
Nå, men det slutter ikke her, for da jeg hørte hvilket firma hun arbejdede for, kom jeg til at spørge, om hun var fra Randers.....det skulle jeg så ikke have gjort! Som de fleste danskere sikkert ved, så er Randers jo næsten et skælsord. I Randers har vi Regnskoven og nu Elvis (eller i hvert fald Graceland) og ellers får folk stort set tiden til at gå med at banke hinanden, køre ulovligt på knallert eller i bil uden kørekort ("for bilen er jo ligeglad hø hø hø") og drikke øller. Og det er også nogenlunde rigtig ramt! Jeg ved det, for jeg kommer selv fra denne stolte stad! Men det er ikke uden hjemve og en tåre i øjenkrogen at jeg skriver disse ting, for jeg er stolt af at være randrusianer! Ikke så meget pga det høje antal af Hells Angels rockere, men fordi Randers altid er den samme! Randers er ligesom en gammel ven du ikke har set i mange år, men som du kan samle tråden op med umiddelbart som om tiden havde stået stille! Randers er og bliver en arbejderby, men den prøver heller ikke at udgive sig for noget andet. Folk snakker grimt og det har de gjort så længe jeg kan huske! Men det var egentlig ikke meningen, at dette skulle være en hyldest til Randers, så tilbage til emnet.
Da førnævnte dame gik ind til sit møde, hørte jeg, at hun fortsatte på engelsk. Jeg havde lyst til at følge efter og spørge hende, på en pæn og høflig måde, om hun virkelig havde så travlt, at hun ikke havde tid til at snakke ordentligt. Jeg kan sagtens forstå, at man bruger engelsk til at kommunikere på i de fleste lande. Jeg elsker selv engelsk og bruger det meget gerne og så ofte jeg har muligheden, men det løber mig altså koldt ned af ryggen når jeg tænker på, at vi muligvis er ved at bevæge os i en retning, hvor vi snart vil begynde at snakke engelsk sammen i en del af verden hvor vi allerede snakker næsten samme sprog til daglig! Helt ærlig, svensk, norsk og dansk er så ens at vi sagtens kan forstå hinanden! Vi skal bare give os lidt bedre tid og snakke lidt langsommere og tydeligere! Er nogen nogensinde døde af at bruge lidt ekstra tid på at prøve at forstå hinanden? Og nu vi er ved det, så er det altså ikke længe siden at Norge var under dansk styre og at de snakkede dansk heroppe, så skal vi ikke nok i det mindste prøve at snakke sammen på vores eget sprog?
Men måske er det et spørgsmål om hvordan man definerer sig selv? Som dansker? Som nordmand? Som europæer? Som verdensborger? Jeg havde en professor på universitetet som blev rasende når nogen definerede ham som inder (manden VAR inder!): "I'm a citizen of the woooooorld", råbte han, mens han hoppede op og ned i raseri. For ham var det åbenbart vigtigt at definere sig selv som en del af en meget stor gruppe. Faktisk den største. For mig er det ikke så vigtigt. Jeg definerer mig først og fremmest som dansker, men derefter definerer jeg mig som skandinaver. Jeg elsker Norden! Vi er så små i den store verden! Skal vi ikke nok prøve at snakke sammen?
"Alle søde danske piger snakker fransk". (fra 14/6 - 2011)
sagde vores direktør til mig på vores firmatur til Monaco og så afventende på mig....tja, hvad skal man så sige til det? Jeg kan ikke fransk! Hvorvidt den udtalelse siger noget om min personlighed eller ej ved jeg ikke, men i hvert fald så overvejer jeg at melde mig på et franskkursus snarest, ikke så meget for at blive sødere men fordi jeg synes det er et blæret sprog! "Man lærer så længe man lever", siger man, og som sprognørd må man opdatere sig lidt!
Jeg er altså lige hjemvendt fra firmatur til Monte-Carlo i Monaco og hvilken tur! Aldrig har jeg oplevet så stor luksus! Da jeg hentede min sædvanlige tallerken med havregryn i kantinen i morges følte jeg mig på en eller anden måde nedgraderet. Jeg mener, jeg kan virkelig godt lide havregryn, men med tanke på den morgenmadsbuffet der var på hotellet og som jeg har forgrebet mig på de sidste 3 dage, så virker havregryn lige pludselig meget "hverdag"! På den anden side er det sikkert helt fint for vægten, at jeg ikke har crossainter og brie til rådighed hver dag!
Som bekendt så må man markere sig hvis man vil frem her i livet. Jeg valgte at gøre dette på en lidt alternativ måde i Monaco. Fredag aften, da vi ankom til hotellet, havde vi en halv times tid til at gøre os klar før vi skulle spise middag på hotellets tagterasse. Jeg gik ud på balkonen for at beundre udsigten og da jeg vendte mig om for at gå ind igen gik jeg direkte ind i glasruden med næse og pande først! Til de af læserne som spekulerer på, om dette mon gør ondt kan jeg afsløre, at det gør det! Det gør HERRENAS, for at sige det på godt dansk! Jeg så hele mit liv passere for mine øjne på 2 sek, men fik heldigvis lagt mig ned på sengen før jeg besvimede. Der lå jeg så og skiftevis grinede og græd. Grinede fordi jeg er et meget visuelt menneske som kunne se hele episoden for mig oppe i hovedet igen og igen og græd fordi det som sagt gjorde meget ondt. Da jeg kom til mig selv igen var min største bekymring om næsen var brækket og om jeg mon ville få "blå øjne". Ingen af delene er vist tilfældet, men jeg fik en del opmærksomhed til middagen på denne konto, og til sidst på turen fandt jeg ud af, at der åbenbart findes et udtryk nu som hedder "at lave en Lina". Jeg ved ikke helt hvor VIP jeg skal føle mig...?
Jeg har en regel: på arbejde snakker jeg norsk, men så snart kl. bliver 16, og jeg har fri, snakker jeg dansk. Altså snakkede jeg dansk i weekenden. Når jeg snakker dansk bliver det altid modtaget meget forskelligt. Det der kommer mest bag på folk er, at de for det meste forstår hvad jeg siger. Som sprognørd og cand.mag. i bl.a. nordisk er jeg er en stærk forkæmper for, at vi så vidt muligt skal prøve at forstå hinanden her i Norden UDEN at slå over i engelsk. Jeg synes det er både fjollet og unødvendigt. Vi skal bare huske at snakke langsomt og tydeligt!....eller det troede jeg indtil jeg, på firmaturen, prøvede at kommunikere med en kollega. Lad os kalde ham "Firma/party-svensken". Uanset hvad jeg sagde til ham begyndte han bare at grine og sagde: "HVA?!". Det skal dog siges, at jeg på intet tidspunkt valgte at slå over i engelsk. Jeg nøjedes med norsk!
Men jeg har faktisk lært folk en del dansk i weekenden. Det er muligt at det mest har bestået af "HOLD NU KÆFT" (efter episoden med glasruden), men jeg har også lært folk ord i kategorien: "Hvad man kan - og ikke kan sige hjemme hos min mor". En af mine kollegaer afslørede nemlig et noget farverigt ordforråd når det gælder dansk, og jeg kan ikke have siddende på mig, at jeg ikke gør en indsats for at for at hjælpe folk i den rigtige sprolige retning!
Nu er vi så tilbage i den grå hverdag. Men den er kun grå fordi det regner i dag, for det jeg har observeret her på arbejdspladsen er, at folk går rundt med smil om munden og hilser hinanden med et: "tak for sidst"! Her er ingen sure "mandags (tirsdags)-miner", for folk kan godt lide at være her! Det er en rar følelse at sidde med. Jeg er træt i dag men både rørt og glad fordi jeg arbejder i et firma, hvor vi faktisk bryder os om hinanden!
Og så lige et enkelt spørgsmål til sidst: Hvor var champagnen til frokost?!
Dansk-norsk ordbok:
Blæret: kult
Herrenas: dritvondt
Grine: le
Rar: hyggelig/god
Frokost: lunsj
Jeg er altså lige hjemvendt fra firmatur til Monte-Carlo i Monaco og hvilken tur! Aldrig har jeg oplevet så stor luksus! Da jeg hentede min sædvanlige tallerken med havregryn i kantinen i morges følte jeg mig på en eller anden måde nedgraderet. Jeg mener, jeg kan virkelig godt lide havregryn, men med tanke på den morgenmadsbuffet der var på hotellet og som jeg har forgrebet mig på de sidste 3 dage, så virker havregryn lige pludselig meget "hverdag"! På den anden side er det sikkert helt fint for vægten, at jeg ikke har crossainter og brie til rådighed hver dag!
Som bekendt så må man markere sig hvis man vil frem her i livet. Jeg valgte at gøre dette på en lidt alternativ måde i Monaco. Fredag aften, da vi ankom til hotellet, havde vi en halv times tid til at gøre os klar før vi skulle spise middag på hotellets tagterasse. Jeg gik ud på balkonen for at beundre udsigten og da jeg vendte mig om for at gå ind igen gik jeg direkte ind i glasruden med næse og pande først! Til de af læserne som spekulerer på, om dette mon gør ondt kan jeg afsløre, at det gør det! Det gør HERRENAS, for at sige det på godt dansk! Jeg så hele mit liv passere for mine øjne på 2 sek, men fik heldigvis lagt mig ned på sengen før jeg besvimede. Der lå jeg så og skiftevis grinede og græd. Grinede fordi jeg er et meget visuelt menneske som kunne se hele episoden for mig oppe i hovedet igen og igen og græd fordi det som sagt gjorde meget ondt. Da jeg kom til mig selv igen var min største bekymring om næsen var brækket og om jeg mon ville få "blå øjne". Ingen af delene er vist tilfældet, men jeg fik en del opmærksomhed til middagen på denne konto, og til sidst på turen fandt jeg ud af, at der åbenbart findes et udtryk nu som hedder "at lave en Lina". Jeg ved ikke helt hvor VIP jeg skal føle mig...?
Jeg har en regel: på arbejde snakker jeg norsk, men så snart kl. bliver 16, og jeg har fri, snakker jeg dansk. Altså snakkede jeg dansk i weekenden. Når jeg snakker dansk bliver det altid modtaget meget forskelligt. Det der kommer mest bag på folk er, at de for det meste forstår hvad jeg siger. Som sprognørd og cand.mag. i bl.a. nordisk er jeg er en stærk forkæmper for, at vi så vidt muligt skal prøve at forstå hinanden her i Norden UDEN at slå over i engelsk. Jeg synes det er både fjollet og unødvendigt. Vi skal bare huske at snakke langsomt og tydeligt!....eller det troede jeg indtil jeg, på firmaturen, prøvede at kommunikere med en kollega. Lad os kalde ham "Firma/party-svensken". Uanset hvad jeg sagde til ham begyndte han bare at grine og sagde: "HVA?!". Det skal dog siges, at jeg på intet tidspunkt valgte at slå over i engelsk. Jeg nøjedes med norsk!
Men jeg har faktisk lært folk en del dansk i weekenden. Det er muligt at det mest har bestået af "HOLD NU KÆFT" (efter episoden med glasruden), men jeg har også lært folk ord i kategorien: "Hvad man kan - og ikke kan sige hjemme hos min mor". En af mine kollegaer afslørede nemlig et noget farverigt ordforråd når det gælder dansk, og jeg kan ikke have siddende på mig, at jeg ikke gør en indsats for at for at hjælpe folk i den rigtige sprolige retning!
Nu er vi så tilbage i den grå hverdag. Men den er kun grå fordi det regner i dag, for det jeg har observeret her på arbejdspladsen er, at folk går rundt med smil om munden og hilser hinanden med et: "tak for sidst"! Her er ingen sure "mandags (tirsdags)-miner", for folk kan godt lide at være her! Det er en rar følelse at sidde med. Jeg er træt i dag men både rørt og glad fordi jeg arbejder i et firma, hvor vi faktisk bryder os om hinanden!
Og så lige et enkelt spørgsmål til sidst: Hvor var champagnen til frokost?!
Dansk-norsk ordbok:
Blæret: kult
Herrenas: dritvondt
Grine: le
Rar: hyggelig/god
Frokost: lunsj
Lakse - postludium (fra 6/6 - 2011)
Oh fagre nye verden som åbnede sig for mig i går! Da jeg stod op anede jeg ikke hvad der ventede mig, det eneste jeg vidste var, at klokken var "alt for tidligt" og at jeg godt kunne have sovet 3 timer længere, men skidt med det, for solen skinnede og jeg var spændt. Søndag var nemlig dagen hvor jeg endelig skulle få indblik i laksefiskeriets verden.
En af tingene jeg har lært er, at waders ikke er nogen særlig sexet beklædningsgenstand...egentlig ser der bare mærkeligt ud, men en anden ting jeg har lært er, at de er helt nødvendige, når man skal stå ude i en elv i mange timer og det skal man når man fisker laks!
I går var jeg bare tilskuer. Jeg sad på en solstol som jeg med 1/2 timers intervaller flyttede lidt længere og lidt længere ned af elven. Det var ren luksus! Der sad jeg så og så ud på vandet og hyggede mig. Der er sindssygt flot i det område på vestlandet hvor min kæreste fisker, og det var sjovt og lærerigt at høre hans anekdoter. Han har trods alt fisket i ca 100 år!
En helt tredje ting, som jeg efterhånden også har lært er, at laksefiskeri er en depressiv sport. Man skal helst være deprimeret for at være laksefisker! Lørdag aften sad jeg i sofaen hos nogle af min kærestes venner. Manden skulle med på fisketur søndag, og de to mænd lavede stort set ikke andet end at bekræfte hinanden i, at de selvfølgelig ikke ville fange noget søndag. Det var her kæden hoppede lidt af for mig, men da jeg spurgte hvorfor i al verden de så gad bruge tid og penge på det, så de bare på mig med en blanding af medlidenhed og overbærenhed: Der er så meget kvinder ikke forstår!
En fjerde ting jeg har lært er ordet "lakse-sklerose". Det ord dækker over følelsen man får når ens kammerat fanger laks og man ikke selv gør....tror jeg nok. Der er en del begreber som jeg har skullet lære i løbet af weekenden, så det er muligt at jeg bytter lidt rundt på ting. En tredjre kammerat som havde fisket hele nat til søndag fangede nemlig en ret stor laks og sendte mms til de to andre. Jeg havde lidt svært ved at vurdere om de glædede sig på hans vegne....
I går var en dejlig dag. En rigtig rigtig dejlig dag. Det var fedt at se det sted hvor min hjertens kær tilbringer så meget tid, og det var fedt at lære noget nyt, for jeg elsker at lære! Om jeg nogensinde bliver laksefisker må stå hen i det uvisse indtil videre, men jeg kan sige helt ærligt, at jeg glæder mig til næste gang jeg skal med, også selv om det bare bliver som tilskuer!
En af tingene jeg har lært er, at waders ikke er nogen særlig sexet beklædningsgenstand...egentlig ser der bare mærkeligt ud, men en anden ting jeg har lært er, at de er helt nødvendige, når man skal stå ude i en elv i mange timer og det skal man når man fisker laks!
I går var jeg bare tilskuer. Jeg sad på en solstol som jeg med 1/2 timers intervaller flyttede lidt længere og lidt længere ned af elven. Det var ren luksus! Der sad jeg så og så ud på vandet og hyggede mig. Der er sindssygt flot i det område på vestlandet hvor min kæreste fisker, og det var sjovt og lærerigt at høre hans anekdoter. Han har trods alt fisket i ca 100 år!
En helt tredje ting, som jeg efterhånden også har lært er, at laksefiskeri er en depressiv sport. Man skal helst være deprimeret for at være laksefisker! Lørdag aften sad jeg i sofaen hos nogle af min kærestes venner. Manden skulle med på fisketur søndag, og de to mænd lavede stort set ikke andet end at bekræfte hinanden i, at de selvfølgelig ikke ville fange noget søndag. Det var her kæden hoppede lidt af for mig, men da jeg spurgte hvorfor i al verden de så gad bruge tid og penge på det, så de bare på mig med en blanding af medlidenhed og overbærenhed: Der er så meget kvinder ikke forstår!
En fjerde ting jeg har lært er ordet "lakse-sklerose". Det ord dækker over følelsen man får når ens kammerat fanger laks og man ikke selv gør....tror jeg nok. Der er en del begreber som jeg har skullet lære i løbet af weekenden, så det er muligt at jeg bytter lidt rundt på ting. En tredjre kammerat som havde fisket hele nat til søndag fangede nemlig en ret stor laks og sendte mms til de to andre. Jeg havde lidt svært ved at vurdere om de glædede sig på hans vegne....
I går var en dejlig dag. En rigtig rigtig dejlig dag. Det var fedt at se det sted hvor min hjertens kær tilbringer så meget tid, og det var fedt at lære noget nyt, for jeg elsker at lære! Om jeg nogensinde bliver laksefisker må stå hen i det uvisse indtil videre, men jeg kan sige helt ærligt, at jeg glæder mig til næste gang jeg skal med, også selv om det bare bliver som tilskuer!
Lakse - preludium (fra 3/6 - 2011)
Først vil jeg starte med at dedikere dagens blog til to venner: den ene er lille og blond og sidder på kontoret i dag så jeg kan holde fri, den anden med noget mere begrænset hårpragt, kom jeg til at fornærme på det groveste tidligere på ugen: I ved selv hvem I er! I dag er dagen! Jeg skal for første gang med ud til "campingvognen"! Og her snakker vi altså ikke en hvilken som helst campingvogn, vi snakker om den min kæreste deler med nogle kammerater og som ligger ved den elv, hvor de bruger enorme mængder med tid ved hvert år fra juni-september. Min kæreste er laksefisker, passioneret laksefisker, og hvert år bruger han altså en hel del penge og tid på denne hobby som ikke bare er en hobby men en livsstil. Og hvad synes jeg så om det? Jeg kan se på folk, at de forventer at jeg skal synes at det her er et problem, men det gør jeg bare ikke. Og hvad gør det så mig til? Jeg er ikke helt sikker, jeg ved bare, at jeg synes det er herligt, at manden går op i noget!
Nå, men i dag vil det så vise sig hvad jeg synes om laksefiskeri, for jeg skal nemlig være med til at sætte forteltet op. Nu begynder sæsonen og søndag morgen kl alt alt for tidligt skal vi ud til elven. Jeg bliver lige nødt til at indskyde, at jeg allerede har bundet mine første "laksefluer". Det er faktisk sjovt! Så nu skal jeg bare lære at fange fiskene....piece of cake, hvor svært kan det være, tænker jeg?.....det vi vise sig på søndag.
To be continued.....
Nå, men i dag vil det så vise sig hvad jeg synes om laksefiskeri, for jeg skal nemlig være med til at sætte forteltet op. Nu begynder sæsonen og søndag morgen kl alt alt for tidligt skal vi ud til elven. Jeg bliver lige nødt til at indskyde, at jeg allerede har bundet mine første "laksefluer". Det er faktisk sjovt! Så nu skal jeg bare lære at fange fiskene....piece of cake, hvor svært kan det være, tænker jeg?.....det vi vise sig på søndag.
To be continued.....
Humor doesn't translate - eller gør den? (fra 1/6 - 2011)
Man siger, at humor ikke lader sig oversætte, men er det sandt? Min personlige erfaring begrænser sig til Norden, nærmere bestemt Danmark og Norge, men jeg har gjort mig nogle ret interessante erfaringer i løbet af de sidste par år.
I maj havde "Klovn" filmen præmiere heroppe. Det skal lige tilføjes, at serien har gået på tv længe og den er meget populær. Da filmen fik præmiere var jeg meget spændt, både på min egen reaktion og på nordmændenes.......dommen var klar: vi var flove! Og når jeg skriver vi, så mener jeg VI! Jeg har altid elsket Klovn og gør det stadig, men jeg kan mærke, at mine grænser har flyttet sig. I Norge har man masser af stand up, komik osv, men humoren er mindre grov på en eller anden måde. Det betyder ikke, at humoren ikke kan være under bæltestedet, men den er ikke ligeså "in-your-face" som i Danmark. I hvert fald efter min mening.
Jeg så filmene "I Kina spiser de hunde" og "Gamle mænd i nye biler" med min kæreste for nylig, og jeg blev pludselig utrolig bevidst omkring hvor voldelige de film er! Da jeg boede i DK tænkte jeg aldrig over det, da grinede jeg bare. Jeg griner stadig, skal jeg lige skynde mig at sige, og jeg synes stadig at filmene er fantastiske og meget meget sjove, men jeg kan tydeligt mærke, at jeg er blevet mere sart når det gælder den slags humor.
I Norge har man et program der hedder "Senkveld". Det er to komikere som er værter og de havde inviteret Frank og Casper i studiet i forbindelse med præmieren på Klovn filmen. Det var utrolig interessant at se udsendelsen, for det var så tydeligt at begge parter syntes det var sjovt men samtidig ikke grinede af det samme og det var for alvor da det slog mig, at humor måske aldrig helt lader sig oversætte?
I maj havde "Klovn" filmen præmiere heroppe. Det skal lige tilføjes, at serien har gået på tv længe og den er meget populær. Da filmen fik præmiere var jeg meget spændt, både på min egen reaktion og på nordmændenes.......dommen var klar: vi var flove! Og når jeg skriver vi, så mener jeg VI! Jeg har altid elsket Klovn og gør det stadig, men jeg kan mærke, at mine grænser har flyttet sig. I Norge har man masser af stand up, komik osv, men humoren er mindre grov på en eller anden måde. Det betyder ikke, at humoren ikke kan være under bæltestedet, men den er ikke ligeså "in-your-face" som i Danmark. I hvert fald efter min mening.
Jeg så filmene "I Kina spiser de hunde" og "Gamle mænd i nye biler" med min kæreste for nylig, og jeg blev pludselig utrolig bevidst omkring hvor voldelige de film er! Da jeg boede i DK tænkte jeg aldrig over det, da grinede jeg bare. Jeg griner stadig, skal jeg lige skynde mig at sige, og jeg synes stadig at filmene er fantastiske og meget meget sjove, men jeg kan tydeligt mærke, at jeg er blevet mere sart når det gælder den slags humor.
I Norge har man et program der hedder "Senkveld". Det er to komikere som er værter og de havde inviteret Frank og Casper i studiet i forbindelse med præmieren på Klovn filmen. Det var utrolig interessant at se udsendelsen, for det var så tydeligt at begge parter syntes det var sjovt men samtidig ikke grinede af det samme og det var for alvor da det slog mig, at humor måske aldrig helt lader sig oversætte?
Tynde mennesker er lykkeligst (fra 31/5 - 2011)
Ha! Der fik jeg din opmærksomhed! Jeg aner ikke om tynde mennesker er lykkeligst, men jeg vil gerne diskutere emnet: lykke. For hvad er lykke? Det virker så banalt, men det er jo faktisk noget af det vigtigste i livet!
I går aftes havde jeg og kæresten en snak om netop dette med lykke. Han står overfor at skulle sige ja/nej til en ledende stilling og er helt vildt i tvivl om hvorvidt han skal gøre det. Jeg ville ønske, at jeg kunne hjælpe ham, men sandheden er, at han selv er nødt til at mærke efter om det er det her han vil. På den ene side vil han gerne have udfordringen og på den anden side, så er han sikker på, at man ikke bliver lykkelig af at arbejde helt vildt og sætte flytteplaner og familieliv på stand by. Vi vil gerne vil vestlandet med tiden. Vi trives i Oslo, men vi vil ikke være her for evigt og nu hvor man efterhånden begynder at tænke lidt mere langsigtet, så er sådanne beslutninger lige pludselig ikke bare piece of cake. Skal vi være her de næste år eller skal vi ikke? Og hvor er det lykken er? For der er jo heller ingen som lover, at et mindre stresset arbejdsliv er lykken?
Sandheden er vel, at man aldrig kan vide noget med sikkerhed og at man er sin egen lykkes smed:-)
I går aftes havde jeg og kæresten en snak om netop dette med lykke. Han står overfor at skulle sige ja/nej til en ledende stilling og er helt vildt i tvivl om hvorvidt han skal gøre det. Jeg ville ønske, at jeg kunne hjælpe ham, men sandheden er, at han selv er nødt til at mærke efter om det er det her han vil. På den ene side vil han gerne have udfordringen og på den anden side, så er han sikker på, at man ikke bliver lykkelig af at arbejde helt vildt og sætte flytteplaner og familieliv på stand by. Vi vil gerne vil vestlandet med tiden. Vi trives i Oslo, men vi vil ikke være her for evigt og nu hvor man efterhånden begynder at tænke lidt mere langsigtet, så er sådanne beslutninger lige pludselig ikke bare piece of cake. Skal vi være her de næste år eller skal vi ikke? Og hvor er det lykken er? For der er jo heller ingen som lover, at et mindre stresset arbejdsliv er lykken?
Sandheden er vel, at man aldrig kan vide noget med sikkerhed og at man er sin egen lykkes smed:-)
Har vi brug for bandeord? (fra 25/5 - 2011)
På Berlingske.dk kunne man 14/5 læse en artikel som omhandlede ordet "sgu". I trebinds-værket "Grammatik over det Danske Sprog" behandler professor Lars Heltoft og professor og tidligere formand for Dansk Sprognævn Erik Hansen ordet "sgu" og flytter det fra "bandeord" over i en anden kategori, nemlig "dialogpartikler". Sgu går altså fra at være en ed til at være et ord vi alle kan bruge uden at bande. Men kan man egentlig det? Uanset hvor man placerer ordet, så kan man vel aldrig fjerne originalbetydningen "så gud", eller hva? Kan nogen faktisk bestemme, at et ord ændrer betydning eller er det slet ikke det der er tale om her? Kan et ord stadig betyde det samme men simpelthen være så "slidt" at "kraften" siver ud af det?
I morges på "God morgen Norge" havde de to sprogkyndige inde for at diskutere børns brug af bandeord. Den ene mente, at bandeord var helt nødvendige for at vi kan udtrykke os stærkt nok mens den anden syntes det var helt forkasteligt at børn skulle have lov til at bande.
Hvad synes du? Er vi afhængige af bandeord for at udtrykke os eller er bandeord bare fyldord som forringer sprogets kvalitet?
Hvad synes du? Er vi afhængige af bandeord for at udtrykke os eller er bandeord bare fyldord som forringer sprogets kvalitet?
Køkultur - kulturforskelle (fra 24/5 - 2011)
Jeg er nødt til at få afløb for min frustration over nordmænd og deres mangel på køkultur. Det gælder alle steder men især i busser, på sporvognen og på metroen. Der sker et eller andet med nordmænd når bussen/sporvognen/metroen kører ind på perronen. Man kan næsten se det i deres øjne: desperationen! "Jeg SKAL først ind". Der rejser sig en slags "survival of the fittest" stemning, alle møver sig frem og med et vildt blik i øjnene stirrer de på døren som snart, meget snart, vil åbne sig. De som står inde i bussen/sporvognen/metroen får et træt blik i øjnene....de ved hvad der venter dem. Dørene glider op og.....folk maser, møver, skubber for at komme ind. De ignorerer totalt det faktum, at det er meget enklere og tidsbesparende hvis de venter 30 sekunder og lader dem som skal ud komme ud først. Det her gælder om overlevelse! Det handler om at komme først og man er helt og holdent ligeglad med, at der måske faktisk var nogen som stod før dem i køen. Folk vælter ind og chaufføren prøver igen og igen at lukke dørene mens passagerer prøver at komme ud og ind. Det er nemlig en anden ting: I Oslo skal du helst enten være fuld eller en smule fartgal for at være chauffør. Og hvis du evt kan nå at klemme et par passagerer i dørene i løbet af dagen giver det ekstra point.
Og så er der damerne med barne/klapvogn....for de tilhører egentlig en helt anden kategori. Jeg ved ikke helt hvad jeg skal kalde den, men disse damer hører til den aggressive kategori. De kan faktisk være livsfarlige, hvis man kommer i vejen for dem, så det gør man ikke! De står udenfor busserne/sporvognene/metroen og venter lidt på samme måde som en hvid haj ligger på lur på lavt vand og venter på at en dum lille sæl skal forvilde sig ud i vandet. Så snart dørene åbner sig MASER disse kvinder sig ind mens de bruger vognen som våpen. Det kan faktisk gøre ualmindeligt ondt at blive påkørt af en barne/klapvogn hvis den bliver skubbet hårdt nok. Og Gud nåde og trøste dig hvis du er kommet til at sætte dig på et af sæderne i midtergangen af bussen og ikke får rejst dig hurtigt nok op og gir plads til damen med vognen, for da bliver du ikke bare påkørt, du får også råbt et meget højt "UNDSKYLD?!!!!", som kan punktere selv den bedste trommehinde, lige ind i fjæset. Og det "undskyld" er slet ikke et undskyld. Det er et "flyt dig NU eller jeg smadrer dig".
Tja, det er ikke let at være afhængig af offentlige transportmidler i Oslo....ikke hvis man har sit liv kært!
Og så er der damerne med barne/klapvogn....for de tilhører egentlig en helt anden kategori. Jeg ved ikke helt hvad jeg skal kalde den, men disse damer hører til den aggressive kategori. De kan faktisk være livsfarlige, hvis man kommer i vejen for dem, så det gør man ikke! De står udenfor busserne/sporvognene/metroen og venter lidt på samme måde som en hvid haj ligger på lur på lavt vand og venter på at en dum lille sæl skal forvilde sig ud i vandet. Så snart dørene åbner sig MASER disse kvinder sig ind mens de bruger vognen som våpen. Det kan faktisk gøre ualmindeligt ondt at blive påkørt af en barne/klapvogn hvis den bliver skubbet hårdt nok. Og Gud nåde og trøste dig hvis du er kommet til at sætte dig på et af sæderne i midtergangen af bussen og ikke får rejst dig hurtigt nok op og gir plads til damen med vognen, for da bliver du ikke bare påkørt, du får også råbt et meget højt "UNDSKYLD?!!!!", som kan punktere selv den bedste trommehinde, lige ind i fjæset. Og det "undskyld" er slet ikke et undskyld. Det er et "flyt dig NU eller jeg smadrer dig".
Tja, det er ikke let at være afhængig af offentlige transportmidler i Oslo....ikke hvis man har sit liv kært!
Hvor går grænsen for ytringsfrihed? (Fra 23/5-2011)
Ytringsfrihed er en spændende lille ting. Eller stor ting faktisk. De sidste år med Muhammedtegningerne osv har sat fokus på netop dette og det er blevet diskuteret til hudløshed. Ytringsfrihed er det modsatte af censur: altså friheden til at sige hvad man vil uden at nogen først skal godkende det. Men er ytringsfriheden total? Kan man virkelig sige hvad som helst uden at blive stillet til ansvar?
Et eksempel på dette er Lars von Trier sagen i Cannes. Lars von Trier blev smidt ud fra festivalen fordi han sagde, at han er nazist. Og selv om han prøvede at trække det tilbage og til og med undskylde, så var der ingen pardon; han blev udelukket.
2. verdenskrig og jødeudryddelserne er vel næppe til diskusion, det skete og det skal vi så lære af i eftertid. Det er sjældent at man hører andre end nynazister benægte at det er sket og alle er enige om, at det der skete var forfærdeligt.
Lars von Trier valgte at joke med det. Han sagde bl.a. at han forstod Hitler og at han var nazist. De færreste var vel i tvivl om, at dette var en provokasion, men hvor går grænsen? Og er der i det hele taget en grænse?
Et eksempel på dette er Lars von Trier sagen i Cannes. Lars von Trier blev smidt ud fra festivalen fordi han sagde, at han er nazist. Og selv om han prøvede at trække det tilbage og til og med undskylde, så var der ingen pardon; han blev udelukket.
2. verdenskrig og jødeudryddelserne er vel næppe til diskusion, det skete og det skal vi så lære af i eftertid. Det er sjældent at man hører andre end nynazister benægte at det er sket og alle er enige om, at det der skete var forfærdeligt.
Lars von Trier valgte at joke med det. Han sagde bl.a. at han forstod Hitler og at han var nazist. De færreste var vel i tvivl om, at dette var en provokasion, men hvor går grænsen? Og er der i det hele taget en grænse?
Abonner på:
Kommentarer (Atom)