Jeg har lige haft influenza. Ikke at det er ret spændende altså. Men det er lang tid siden jeg har haft det, så jeg havde helt glemt hvor ucharmerende man bliver, især på personligheden!
Jeg havde en ud-af-kroppen oplevelse, hvor jeg så mig selv stirre ondt på folk, og da jeg hørte mig selv råbe: "SÅ HOLD DOG KÆFT" efter nogle børn gik det op for mig, at jeg forandrer personlighed når jeg har feber. Jeg bliver en ond gammel heks, som er ude på at ødelægge det for andre, og som får et kick ud af at smadre andre folks glæde.
Når jeg får ondt, vil jeg gerne dele. Med så mange som muligt. Jeg vil gerne have ynk, blomster og medlidenhed generelt. Og jeg græder gerne for at få det. Det er utrolig patetisk....men det virker jo!
Når jeg er syg bliver jeg 7 år og vil have min mor. Der er ikke rigtig andre der duer. Hvornår går det egentlig over? Altså det der med at man kun vil have sin mor? Hvis min mor ringer til mig, når jeg er syg, går jeg ikke af vejen for at fælde en tåre og snøfte højt ned i røret. Hun skal jo selvfølgelig vide, at hendes førstefødte er dødssyg og gerne få lidt dårlig samvittighed over, at hun bor i Danmark så hun ikke kan pleje mig.
Jeg vil egentlig beskrive mig selv som et relativt rart menneske normalt. Men det der sker når jeg bliver syg er, at jeg skifter personlighed a la Dr. Jekyl og Mr. Hyde. Jeg ved jo godt, at man ikke må råbe efter børn, ikke, men det har jeg bare glemt når jeg får feber.
Hvordan mænd overlever "mande-influenza", som jo efter sigende er den værste sygdom på jord, er mig en gåde!
Ingen kommentarer:
Legg inn en kommentar