Da jeg var lille drømte drengene om at blive brandmand eller politi og pigerne ville være sygeplejerske eller frisør. Det her er en generalisering, men stort set var der tale om helt almindelige jobs. Selv drømte jeg om at blive skøjteprinsesse, men det er en undtagelse, som jeg vil skylde på min barndom i Norge, hvor vi stod på skøjter om vinteren.
Meget har åbenbart ændret sig siden jeg var lille, for det jeg ser nu, er at de unges forventninger til fremtiden er helt anderledes. Når man spørger folk, som bare er 10 år yngre end mig, hvad de vil være når de bliver store, svarer de: "Jeg vil være kendt!". Det er selvfølgelig også en generalisering, men der er sket en væsentlig ændring i folks indstilling til hvad man faktisk kan forvente af samfundet, når man bliver voksen.
Jeg kan godt forstå, at folk drømmer om at blive sanger, skuespiller osv men nutidens ungdom drømmer bare om at blive kendt! Hvad sker der med det?! Ser man på mængden af realityprogrammer på tv, så er det tydeligt, at unge har et ekstremt behov for at blive set. Men hvad sker der når kameraet bliver slukket og man finder ud af, at man ikke kan leve af at have været med i Paradise Hotel? Det er som om narcissismen trives bedre og bedre!
Men hvis jeg skal se lidt ind ad, og det skal jeg, så skal jeg jo ikke længere end til facebook (og mig selv) for at finde det. Det er vel de færreste der vælger et profilbillede de synes er dårligt? Jeg ved da fra mig selv, at jeg aldrig oploader billeder af mig selv hvor jeg ligner en idiot. Facebook er jo også en form for reality-program, for selv om det er os selv vi viser frem, så har jeg set mange billeder af folk, hvor jeg faktisk ikke kan genkende dem (hello photoshop!).
Hvad sker der med identiteten når vi hele tiden skal vise os frem og samtidig helst skal bruge airbrushing på vores liv?
Ingen kommentarer:
Legg inn en kommentar