Linas ordbog

På dansk har vi alle mulige slangord som ofte er ret dækkende for det de står for. Så har vi andre der bare er langt ude. Men ord er sjove og her kommer nogle i udvalg med min personlige udlægning af betydningen.

Ammehjerne: det er det kvinder (og nogle mænd) har, når de lige er blevet forældre. De kan kun forholde sig til bleer, sutteflaske og hvornår ungen sidst har skidt. Det er umuligt at føre en intelligent samtale med omtalte personer. Verden er ikke længere noget man forholder sig til. Alt drejer sig om om dem og deres nye afkom.

Tudefjæs: er det jeg er, når der ikke er mælk i køleskabet om morgenen. Tudefjæs er også dækkende for den sindstilstand folk er i, når fx deres yndlingsfodboldhold har tabt. Udtrykket bruges ofte som hån til modstanderholdet og skal i det tilfælde råbes højt og insisterende.

Selvfed: er noget hen i retning af "selvtilfreds". Når man er selvfed har man charme, selvtillid og lækkert hår og er ikke bange for at vise det. "Selvfed" er en god betegnelse når det gælder de nye realitystjerner som dukker op (ud af ingenting) overalt i disse tider.

Hystade: må siges at være hunkøn (so sue me!). En hystade er den der person på arbejdet, som du godt ved, at du hverken skal irettesætte eller sige imod, hvis du har dit liv kært. En hystade har altid ret. Ellers får hun det ved at råbe og skrige.

Spenderbukser: er det du har på, når du er gavmild. Folk med denne "beklædningsgenstand" er ofte populære personer, som folk flokkes om. Spenderbukser findes kun i store størrelser og ordet er lidt i familie med ordet "flottenhejmer".

Gavstrik: er det nok kun min mormor som kan finde på at bruge i dag. En gavstrik er det samme som en "bandit", altså et kælenavn for fx et frækt barn. Der er vel at mærke tale om et harmløst barn. Ikke en rigtig møgunge. "Baryler" er lidt i samme klasse. Dog er en baryler, efter min mening, en lidt mere agressiv type.

Gavtyv: en sådan en lille sød èn som man har lyst til at knibe i kinden. "Gavtyv" og "gavstrik" tilhører sammen kategori men man er mere tilbøjelig til at bruge førstnævnte end sidstnævnte i dag. Bruges mest om børn. Eller i bedste fald nedsættende til voksne.

Slendrian: er en doven type. En af dem der springer over hvor gærdet er absolut lavest. En slendrian kommer for sent, er uforberedt og til stor irritation for andre. Vi kender dem allesammen, for de findes overalt og er årsag til frustration.

Kålhøgen: er et ord min gamle musiklærer i gymnasiet brugte tit og ofte. Det betyder noget så kedeligt som indbilsk. Inde i mit hoved kan det også bruges om folk som er lige lovlig overlegne. Men det er selvfølgelig også en slags indbilsk.

Klodsmajor: har slet ikke noget med militæret at gøre, selv om man umiddelbart skulle tro det. En klodsmajor er sådan en der vælter ting, går ind i ting og generelt bare er klodset. Ordet bruges ofte af voksne til børn og er en venlig måde at skænde på.

Kejserens nye klæder

"For mange år siden levede en kejser, som holdt så uhyre meget af smukke klæder, at han gav alle sine penge ud for ret at blive pyntet. Han brød sig ikke om sine soldater, brød sig ej om komedie eller om at køre i skoven, uden alene for at vise sine nye klæder. Han havde en kjole for hver time på dagen, og ligesom man siger om en konge, han er i rådet, så sagde man altid her: "Kejseren er i klædeskabet!" H.C. Andersen.
Jeg kender den kejser og han burde få hovedet ud af klædeskabet og få et reality check! Det forekommer mig, at der i dagens samfund er så stort fokus på hvad man vil kalde "den gode smag", at man fuldstændig glemmer at forholde sig kritisk til hvad det er man har at gøre med.

I den gode smags tjeneste...
Hvad er den gode smag og hvem er det der bestemmer? Og hvordan kan det være, at nogle har sat sig selv i højsæde som dommere over, hvad vi andre skal kunne lide?
Da jeg gik på universitetet og havde litteraturanalyse, havde vi en utrolig dygtig lærer som brændte for sit fag. Desværre mente han også, at han havde lov til at bestemme hvad der var god og dårlig litteratur. Tove Ditlevsen kunne i hvert fald ikke gå for at være god litteratur. Jeg elsker T.D. og kom kun til at holde endnu mere af hende efter hans "dom".
Når det kommer til kunst er jeg langt fra nogen kunstkender. Jeg har beskæftiget mig for lidt med kunst generelt, men det betyder stadigvæk ikke, at nogen har ret til at komme og belære mig om, at det jeg kan lide ikke er godt nok. Hvorfor er det, at hvis du har et bestemt efternavn, så kan du sætte en streg på et stykke papir og signere under og så kan du efterfølgende sælge det for et vanvittigt pengebeløb? Må man ikke godt bede folk om at tage sig selv (og vi andre, ikke mindst) lidt alvorligt?

Verden vil bedrages...
Der er så megen ny kunst og litteratur som jeg mener er "kejserens nye klæder" men på en eller anden måde bliver det betegnet som genialt, fordi der sidder en elite som har tildelt det "det nådige nik". Jeg undrer mig over, hvorfor det ikke er lovligt at sætte spørgsmålstegn ved det, uden at man skal kastes ud i kulden som "uvidende". Hvis vi går ud fra at smag er individuelt, så må jeg vel også være med til at bestemme, eller hvad? Og hvis jeg skal godtage det de andre opfatter som genialt, så skal de vel også godtage, at jeg hellere vil have min nevøs seneste "akvarel" hængende end et billede med et navn som er oppe i tiden?

Han har jo ikke noget på...
Det virker på mig som om der er forfærdelig meget "luft"i dagens "gode smag". Varm luft, vel at mærke, som forsvinder op i atmosfæren. Jeg får en mistanke om, at mange går rundt og tænker det samme, men der er ikke nogen som siger noget, for ingen vil jo være "idioten". Hvordan var det det gik med kejseren?
"Han har jo ikke noget på!" råbte tilsidst hele folket. Og det krøb i kejseren, thi han syntes, de havde ret, men han tænkte som så: "Nu må jeg holde processionen ud". Og så holdt han sig endnu stoltere, og kammerherrerne gik og bar på slæbet, som slet ikke var."

Mor er den bedste i verden....

synges der i en kendt dansk sang. Det er min mor, de synger om. Nu skal jeg fortælle hvorfor.

Min mor - superwoman...
Min mor er sådan en slags "superwoman"...uden kappe altså. Hun kan have enormt mange bolde i luften uden at miste en eneste en, og kan overskue selv de mest uoverskuelige ting.
Da jeg var lille og vi skulle på ferie, var det min mor der pakkede. Med det mener jeg: pakkede for 6 mennesker! Og når hun havde pakket for os, så pakkede hun også lige bilen.....

Min mor som Mary Poppins....
Mary Poppins har en kuffert som hun kan blive ved med at trække ting op af, uanset hvor store de er. Min mor har lidt den omvendte eftekt. Hun kan få plads til ALT i en kuffert! Hver eneste gang jeg er i Danmark og skal retur til Norge har jeg så mange ting som skal fyldes i, at min kuffert ser ud som om den har brækket sig. Det er her min mor overtaget projektet, kører "damage control" og VIPS, så har hun fået 7 bøger, 2 løbesko, 1 tandbørste og tøj til at være i verdens mindste håndbagagekuffert.

Min mor og Matador.... 
Generelt, så er min mor noget af det mest positive og venlige i denne verden. Og man skal virkelig træde ved siden af, på den hårde måde, for at gøre hende sur. Men hun kan godt miste respekten for folk, det sker sjældent, men det sker og det afføder altid samme bemærkning. Den er kortfattet men siger alt og vi, hendes nærmeste, er ikke i tvivl om, at denne person for fremtiden bare betegnes som "persona non grata" i min mors univers. I Matador siger Ingeborg: "Det er dig der er syg, Mads. Syg i hovedet!". Min mor har en lidt anden variant. Det starter med et ansigtsudtryk. Hvordan skal jeg beskrive det.....jeg tror, jeg vil bruge ordet "afsmag". Det følges op af: "Han......han er jo SYG i hovedet".

Min mor -"Danse-Daisy"...
I løbet af de senere år har min mor fundet ud af, at hun har en danser inde i sig. Den har fået fuldt udløb indenfor både standarddans og swingdans. Sidstnævnte havde min mormor desværre fået lidt galt i halsen og gik rundt og glædede sig over, at min mor var begyndt i "swingerklub" og havde fået så mange nye venner.....det fik vi heldigvis stoppet, før det gik udover min mors gode ry og rygte.
Det eneste problem med dansen er, at det er svært for hende at stoppe igen. Vi har lavet en deleordning, vi søskend imellem, sådan at en af os tager "tjansen" og går ned og slukker for hende, når hun er til danseaften. Det er som regel en effektiv løsning, men nogle gange får vi åbenbart ikke slukket ordentligt, for der fortsætter hun bare hjemme i stuen.

Min mor, min elskede mor...
Selv om jeg er blevet 31 år og forlængst er voksen, så vil jeg altid være min mors unge. Min mor ER den bedste i verden. Hun står altid bag mig, jeg kan ringe når som helst, jeg har brug for hende. Min mor og jeg har en form for forbindelse, som ikke har noget med afstand at gøre. Det er et bånd som går fra hjerte til hjerte. Jeg ønsker med alt i mig, at jeg må komme til at ligne min mor mere og mere. Hun har et overskud som ingen jeg kender, et øje for folk som har brug for et knus eller en opmuntring og en kærlighed til mennesker nær hende, som er så stor. Vi børn er verdens heldigste børn, fordi hun er vores mor. Vores elskede mor!

Om gentlemen og plastik-feminisme

Efter at have slugt Lise Nørgaards "Kun en pige" og "De sendte en dame" på 14 dage har jeg som kvinde næppe nogensinde været mere indspireret både når det gælder kvindekamp og skrivevirksomhed. Det er interessant at følge L.N.s beskrivelser af Danmarks holdning til kvinder som husmødre og på arbejdsmarkedet op gennem 1900 tallet, og det efterlader mig med en taknemlighed over, at nogen godt gad rejse sig op, banke i bordet overfor mændene (fædrene?) og råbe: "SÅ er det nok!".
Jeg er vokset op i et hjem, hvor begge mine forældre arbejdede. Vi er 4 børn og det havde aldrig været nok med en indkomst, men dette hindrede ikke min far i at konstatere en dag, over sovsen og kartoflerne, at i hans hoved, så skulle kvinderne helst gå hjemme, ligesom hans mor havde gjort. Jeg har aldrig slået min far, og generelt er jeg meget lidt voldeligt anlagt, men den dag var jeg meget tæt på at lange ham en på skrinet. Eller to faktisk; en for mig og min mor og en for min farmor som jeg ved ville have gjort hvad som helst for en uddannelse!

Plastik-feminisme anno 2012
Men hvordan står det så til med kvindekampen og feministerne i dag? Personligt vil jeg kalde mig selv moderat feminist. Jeg er ikke den type som render rundt i røde strømper eller brænder min bh (er du klar over hvor dyrt det er?!) men jeg er den type som gerne vil have lov til at være her, både som kvinde og menneske, og som faktisk mener, at vi ikke er i mål endnu når det gælder ligestilling. Samtidig så føler jeg, at feminismen nogle gange er misforstået og mere eller mindre et middel til at slå hinanden oven i hovedet med. Vi skal ikke lange hinanden flade (og man må selvfølgelig heller ikke slå sin far), vi skal i stedet koncentrere os om  det det egentlig handler om, før vi bevæger os så langt udenfor diskussionen, at den bliver ligegyldig. For at nævne et eksempel, så er der nogle kvinder der går voldsomt op i, at mænd nu skal tage halvdelen (eller mere) af barselsorloven i ligestillingens navn. Ikke for noget, men skal mænd også amme snart?

Det der med venus og mars...
Der er forskel på fisk, siger man, og det er der i høj grad også på kønnene. Hvad nu hvis ligestilling i virkeligheden var et spørgsmål om kommunikation? Og her mener jeg ikke det at snakke sammen men nærmere det at forstå hinanden. For det skal være vist, at der er forskel på det vi siger og det vi opfatter, når vi snakker på tværs af kønnene. Og så er der det med respekten. For mig at se, er vi kvinder frygtelig optagede af, at mænd skal respektere os. Jeg har ikke tal på hvor mange snakke jeg har haft med veninder som har brokket sig over, at deres mand/kæreste/flirt ikke respekterer dem. Nu siger jeg lige noget; jeg tror problemet ligger hos os primært. For hvis vi ikke respekterer os selv nok til at skride fra et forhold/en flirt/whatever hvor vi ikke bliver respekteret, hvorfor i al verden skal et andet menneske så respektere os? Men nu er jeg selv på vej ud i en diskussion som fjerner sig fra hovedemnet, så jeg stopper her.

Machoer og bløde værdier
Nogle gange får jeg simpelthen så ondt af mænd. Vi kvinder brokker os altid over hvor hårdt det er at være kvinder, fordi vi skal have hele pakken: vi skal se godt ud, være intelligente, føde børn osv men helt ærlig så stiller vi også høje krav til mændene. Det kan godt være, at de ikke skal bruge så meget tid på hår og makeup om morgenen, til gengæld skal de være både macho og tage initiativ samtidig med at de skal være "bløde" mænd, som ikke er bange for at snakke om følelser. Jeg prøver på ingen måde at fratage mænd ansvaret for at være mænd og mennesker, men nogle gange kan jeg godt forstå, hvis de bare har lyst til at være sammen med andre mænd og se fodbold og drikke øl.

A gentleman is a girl's best friend...
Jeg har så frygtelig få diamanter, så hvorvidt diamanter er en piges bedste ven, er jeg ikke i stand til at udtale mig om. Noget andet jeg til gengæld har udtalt mig om er, at der ikke findes norske gentlemen. Det er jeg nødt til at trække tilbage, baseret på en oplevelse jeg havde i sidste uge, hvor to mandlige kollegaer sprang til og hjalp mig på en ualmindelig galant og hensynsfuld måde, da de kunne se at jeg havde brug for det. Det var rigtig rart at finde ud af, at man tog fejl og en anden ting er, at det er svært for mænd at være gentlemen, hvis ikke vi lader dem være det. Hvis vi bare har travlt med at råbe op om, hvor hårdt det er at være kvinde, men samtidig ikke vil tage imod hjælp fordi det gør os svage og skrøbelige, så kan vi i hvert fald ikke belaste mænd for, at de ikke prøver. Man behøver jo ikke være hverken underdanig eller svag fordi man tager imod hjælp.


Det var, i ydmyghed, mine tanker omkring misforstået feminisme, mænd, mænd vs. kvinder og et par andre ting. Og nu må I undskylde mig, for nu skal jeg lige ud og overtage verdensherredømmet!

Kunsten at være sygemeldt

Jeg er, i dette liv, blevet tildelt en stofskiftesygdom. I det store og hele er det ikke nogen big deal og jeg skal kunne leve et normalt liv sålænge jeg tager medicin. Ind i mellem - og i perioder - kan det give problemer og det har det gjort det sidste års tid. Egentlig er det bare gået jævnt ned af bakke fysisk og jeg har for første gang i mit liv oplevet at måtte være deltidssygemeldt i perioder. I efteråret sagde min læge flere gange, at det ifølge hans vurdering ville være rigtigt at være helt væk fra mit arbejde i et par måneder til medicinen var stabiliseret. Det er lige voldsomt nok at acceptere for en person som mig som eeeeeelsker at gå på arbejde. Derfor nægtede jeg også at blive fuldtidssygemeldt.

Men det var jo ikke bare tanken om at skulle være væk fra arbejde som skræmte mig fra vid og sans, vel? Det var jo også det, at jeg skulle erkende, at jeg ikke er superwoman (ikke på fuld tid i hvert fald!) og pludselig skulle jeg stå face to face med mine fordomme, for det havde jeg tydeligvis når det gælder lige præcis det her område. Jeg skulle hilse at sige, at det ikke er nogen skade til at blive konfronteret med sit snæversyn og patetiske forestillinger. Jeg kan ligeså godt være helt ærlig (og grim) og sige, at min indstilling til sygemeldte var nogenlunde sådan her: folk som er sygemeldte er enten psykisk syge, døden nær eller gider ikke gå på arbejde. Og så sidder du der pludselig selv! Med alle dine fordomme og et stort skilt i panden hvor der står "out of order" på og så hjælper det overhovedet ikke at spille smart. For det kan godt være, at du ikke er hverken døden nær eller psykisk syg, men du er stadig syg på en måde som gør, at din hjerne holder op med at fungere når kl. er 12 og så er der længe til kl.16, når du stadig skal kunne svare på spørgsmål og gå på trapper.  

Jeg har verdens bedste læge. Han er amerikaner og vi snakker altid engelsk sammen. Fordi vi synes det er sjovt og fordi den ene af os jo ligeså godt kan snakke vores 1. sprog. Han er altid fuldstændig ærlig og siger tingene ligeud. Det kan jeg bedst med. Desuden har han humor og nogle gange når jeg har siddet og tudet lidt i min patientstol så griner vi bagefter, for det skal man. Altså grine. Jeg synes det er fuldstændig fantastisk, at han også har en tragi-komisk indstilling til ting, for det er jo rigtigt at man nogle gange bare bliver nødt til at grine af ting som ikke er fede. Da jeg fjernede spidsen af min tommeltot tilbage i december var hans umiddelbare kommentar også: "Thumbs up!". Jeg stoler 100% på ham og det var nok hovedgrunden til at jeg i slutningen af december valgte at gøre det. Sygemelde mig fuld tid på ubestemt tid. Selv om jeg var ved at dø af skræk.

Jeg synes egentlig, at jeg har brugt tiden ret konstruktivt. Jeg har bl.a. læst 6-7 bøger, har fået skrevet den børnebog jeg var i gang med færdig, jeg har brugt en masse tid på at være sammen med venner og så har jeg sovet! Det kan godt være, at Tornerose var træt, men jeg er ret overbevist om, at jeg slår hende med mange meter. Når jeg ser tilbage nu, føles det som om, at jeg sov hele januar.
Men når man pludselig har så meget tid, så har man også pludselig en masse alenetid, for alle andre har et liv og er på arbejde. Og selv om jeg er rigtig god til at være alene og i virkeligheden sætter alenetid utrolig højt, så er det noget andet når man pludselig er tvunget til at være sammen med sig selv hele tiden. For man skal jo også være sammen med de grimme sider af sig selv. Dem man gerne vil dele lidt ud på andre:-) Det koster blod, sved og tårer (og nogle gange et stort glas vin) at være sammen med sig selv 24/7, men man lærer også noget.

Jeg har også brugt tid på ligegyldige ting. Fx. yogaøvelser. Ikke fordi jeg synes yoga i sig selv er skide spændende men fordi jeg simpelthen ikke ejer et balancecenter og ofte går ind i ting som fx vægge. Igennem yogaen har jeg fundet ud af, at jeg stadig kan "gå i bro" og det er da godt at vide! En anden ting jeg har fundet ud af er, at gulvet i min lejlighed er eminent til at moonwalke på! Og så har jeg næsten lært tittelsangen til "The Big Bang Theory" udenad, så kom ikke her og sig, at det har været spild af tid! 

Nu sidder jeg så her 2 1/2 måned efter og er lige startet på arbejde igen deltid. Jeg har det så meget bedre fysisk og er utrolig taknemlig for, at der var nogen der godt turde tage fat i mig og fortælle mig sandheden når jeg ikke selv ville forstå den. Jeg er på vej op igen på alle måder og nyder hver eneste dag hvor vækkeuret ringer og jeg skal på arbejde. Jeg håber inderligt, at jeg ikke skal igennem en lang sygemelding igen, men jeg har accepteret at det KAN ske, fordi jeg skal leve med den her sygdom resten af livet. Men det der er forskellen på dengang og nu er, at nu ved jeg, at jeg godt kan klare det!  

Lina & Chokoladefabrikken

Inde i mit snart 31 årige hylster bor der en pige på 7. Lille, tynd og med lyse fletninger som min far har lavet fordi min mor arbejder om dagen. Det er også hende der har siddet uhjælpeligt fast i den norske sne siden 1989, og som tvang mig tilbage i 2009.

Da jeg var 7 år gammel og gik i 1. klasse på Dokka (Norge) læste vi Roald Dahls "Charlie og chokoladefabrikken" og jeg elskede den. Derfor var jeg også meget spændt da Tim Burton filmatiserede bogen i 2005. Jeg kan stadig huske hvordan jeg havde det da jeg kom ud fra biografen; jeg følte, at jeg svævede. Jeg var lykkelig, og ville at alle skulle høre om den fantastiske oplevelse jeg havde haft.

I lørdags havde jeg en rigtig ønske-formiddag. Det involerer kaffe, tv, ingen andre at forholde mig til (end mig selv) og ikke mindst RO! Den ro blev imidlertid forvandlet til uro under reklamepausen i fjernsynet. Freja sjokolade har lanceret en reklame hvor de informerer det norske folk (og mig) om, at der nu vil være 100 guld billetter i deres chokoladeplader, og at dem som finder billetterne får adgang til deres chokoladefabrik......det er lige lovlig meget at håndtere for sådan en som mig og pludselig stod jeg der og var 7 år igen - med fletningerne og det hele. Jeg gik fuldstændig i panik med øjeblikkelig virkning. Det første jeg tænkte på, var at ringe til min kæreste. Men så kom jeg i tanke om 2 ting: 1. At han sad hos frisøren og 2. At han nogle gange har lidt svært ved at forstå omfanget af de ting jeg er passioneret omkring.
Misforstå mig korrekt; jeg har verdens sødeste, sjoveste, dejligeste og mest tolerante kæreste og det skal være vist at han virkelig prøver, men mange gange ser han bare overbærende på mig og siger: "Jae, man skulle nok have været der".
Men det var et sidespring. Tilbage til historien. Jeg gik hele lørdagen med en følelse af stress i kroppen. Jeg prøvede igen og igen på at regne ud, hvordan jeg kunne sikre mig en guldbillett. Om aftenen var jeg så stresset, at jeg var nødt til at snakke med kæresten om det. Han sad stille og lyttede til mit 7 årige "jeg" var færdig med at prøve at sætte ham ind i hvor stort det her er, og da jeg var færdig, sagde han ligeså forsigtigt: "Men du ved godt, at der ikke er nogen Willy Wonka på den fabrik, ikke? Der er heller ingen Johnny Depp eller Ompa Loompa'er. Det er bare en almindelig chokoladefabrik". Og manden har jo ret! Og jeg ved det jo godt selv. Nogle gange glemmer jeg det bare......og uanset hvad, hvor cool ville det ikke være at kunne sige, at man har været på en chokoladefabrik?....

Jeg er ligeglad, jeg VIL ind! Jeg SKAL have fat i den guld billett! Nu skal jeg bare have regnet ud hvor mange chokoladeplader jeg kan tillade mig at ønske mig til min 31 års fødselsdag!   
 

Hvordan man ryger 60 prince på 20 min...

ved jeg ikke, men det gør Dronning Margrethe! Og mon ikke hun fyrer en ekstra karton af i dagens (årets) anledning?

I år har Dronning M. 40 års jubilæum. I år har hun siddet på tronen i 40 år! Og jeg synes det er godt gået. Hendes far døde pludseligt og efterlod hende kongeriget, da hun var bare 31 år gammel. Nu er monarkiet jo ikke hvad det har været, så at sige, så der fulgte jo ikke en hel masse magt med det kongerige, men hun skulle stadigvæk være Danmarks kransekagefigur og gå foran med det gode eksempel lige efter hun havde mistet sin far. Dette har hun nu gjort i 40 år, og jeg synes, det er helt rigtigt at hele Danmark holder fest for hende.

Når det er sagt, så er det ikke så meget det at vi har en Dronning der har siddet i 40 år, som jeg synes er det vigtigste ved fejringen, men det er en god undskyldning. En undskyldning for at piske en stemning op omkring noget i Danmark. Ak, det er så få ting tilbage i den danske kultur som er helligt. Vi har ingen nationaldag (som vi er bekendte med), ingen nationaldragter (ja ja, jeg ved godt at folkedanserne har, men er der overhovedet nogen der ved hvorfor og hvor fra?!) og det er så sjældent at vi er sammen om noget. Derfor fik jeg tårer i øjnene og akut hjemve, da jeg tændte for fjernsynet i lørdags og dronningen tonede frem på skærmen.
Der stod hun med sit gule smil og så så lykkelig ud og repræsenterede mit fædreland, med alle dets lyksaligheder, fejl og mangler, og jeg var stolt over at være dansk.

Royalist er jeg ikke egentlig, men jeg kan godt lide tanken om, at der sidder en kvinde med ben i næsen og noget mellem ørerne oppe på Amalienborg. For min skyld må hun godt blive siddende 40 år til.....nogle gange tror jeg faktisk ikke, at hun nogensinde kommer til at overlade tronen til Frederik frivilligt, men det er en anden historie.

Afslutningsvis vil jeg citere damen selv: "Gud bevare Danmark!"

Tandlægeskræk

Jeg har glemt at sige, at der er noget i den her verden som jeg er lige så bange for som udstoppede dyr. Det er tandlægen. Jeg er overbevist om, at man skal være sadist , i større eller mindre grad, for at komme ind på tandlægeskolen. Hvem er det der synes, at det er fedt at uddanne sig til noget som alle andre har et negativt forhold til? Nå, men til trods for min angst for tandlægen (og alle hans gerninger og alt hans væsen), så er jeg en af dem som troligt tropper op hver 7.-8. måned og får lavet et tjek. For jeg er trods alt så forfængelig, at jeg godt vil beholde mit hvide smil længe endnu.

Nu skulle man jo tro, at jeg har haft en masse traumatiske oplevelser i tandlægestolen....det har jeg bare ikke. Jeg har selvfølgelig oplevet at have huller og få lavet dem, men der går længe imellem. Derfor burde jeg jo heller ikke frygte det årlige tjek. Men det gør jeg! På den voldsomme måde. Det værste er næsten venteværelset. Jeg checker altid ind på klokkeslettet, for at slippe for at sidde og vente, men man kommer jo bare aldrig ind til tiden, vel? Man får altid lige 5 minutter til at sidde at overveje flugtveje - og muligheder før tandlægen åbner døren og råber ens navn op. Så kommer man ind og bliver bedt om at sætte sig i stolen. Og det er så her det går op for en, at det ikke er venteværelset som er værst.

I mandags var jeg til mit årlige tjek. Af en eller anden grund syntes jeg (pre-jul), at det var en kanon ide at kickstarte det nye år med en regulær omgang frygt, så 2/1 kl.10 sad jeg og rystede i venteværelset. Min tandlæge ved godt at jeg er bange. Rigtig skide bange. Derfor plejer han nogle gange at synge for mig. Sidste gang var det "Busters verden". Denne gang nynnede han bare, men min pointe er, at manden er jo god nok! Tjekket tog vel ca 15 min hvorefter tandlægen, lad os kalde ham Trond Anders, for det hedder han, konstaterede, at alt så fint ud, men at jeg havde 2 gamle fyldninger som trængte til at blive skiftet. Tja, sådan er det jo at blive gammel og det kan jeg godt acceptere. Eller det kunne jeg i mandags. Han havde ikke tid i mandags, så jeg fik en ny tid i dag.....

Jeg troede godt, at jeg kunne håndtere det. Det var jo trods alt bare to fyldninger som skulle skiftes. Men jeg kunne ikke håndtere det på en civiliseret måde! Så da jeg satte mig i stolen og T.A. spurgte mig om jeg var klar til bedøvelsen spurgte jeg ham (pænt), om han ikke bare kunne slå mig bevidstløs med det samme. Det ville han ikke. For "det bruger vi ikke her", som han sagde. Jeg tror han fortrød. Jeg gjorde i hvert fald. Det er den ledeste, ondeste og mest åndssvage time jeg har brugt i mit liv! Der må absolut være et eller andet sted man kan henvende sig, for at få kompensation for den tid man bruger i tandlægestolen, for det er da den dummeste måde at bruge tiden på.

Nu er bedøvelsen næsten væk og jeg er nødt til at smutte. For jeg er så sulten, at jeg kunne fortære en mindre elg.