Jeg er, i dette liv, blevet tildelt en stofskiftesygdom. I det store og hele er det ikke nogen big deal og jeg skal kunne leve et normalt liv sålænge jeg tager medicin. Ind i mellem - og i perioder - kan det give problemer og det har det gjort det sidste års tid. Egentlig er det bare gået jævnt ned af bakke fysisk og jeg har for første gang i mit liv oplevet at måtte være deltidssygemeldt i perioder. I efteråret sagde min læge flere gange, at det ifølge hans vurdering ville være rigtigt at være helt væk fra mit arbejde i et par måneder til medicinen var stabiliseret. Det er lige voldsomt nok at acceptere for en person som mig som eeeeeelsker at gå på arbejde. Derfor nægtede jeg også at blive fuldtidssygemeldt.
Men det var jo ikke bare tanken om at skulle være væk fra arbejde som skræmte mig fra vid og sans, vel? Det var jo også det, at jeg skulle erkende, at jeg ikke er superwoman (ikke på fuld tid i hvert fald!) og pludselig skulle jeg stå face to face med mine fordomme, for det havde jeg tydeligvis når det gælder lige præcis det her område. Jeg skulle hilse at sige, at det ikke er nogen skade til at blive konfronteret med sit snæversyn og patetiske forestillinger. Jeg kan ligeså godt være helt ærlig (og grim) og sige, at min indstilling til sygemeldte var nogenlunde sådan her: folk som er sygemeldte er enten psykisk syge, døden nær eller gider ikke gå på arbejde. Og så sidder du der pludselig selv! Med alle dine fordomme og et stort skilt i panden hvor der står "out of order" på og så hjælper det overhovedet ikke at spille smart. For det kan godt være, at du ikke er hverken døden nær eller psykisk syg, men du er stadig syg på en måde som gør, at din hjerne holder op med at fungere når kl. er 12 og så er der længe til kl.16, når du stadig skal kunne svare på spørgsmål og gå på trapper.
Jeg har verdens bedste læge. Han er amerikaner og vi snakker altid engelsk sammen. Fordi vi synes det er sjovt og fordi den ene af os jo ligeså godt kan snakke vores 1. sprog. Han er altid fuldstændig ærlig og siger tingene ligeud. Det kan jeg bedst med. Desuden har han humor og nogle gange når jeg har siddet og tudet lidt i min patientstol så griner vi bagefter, for det skal man. Altså grine. Jeg synes det er fuldstændig fantastisk, at han også har en tragi-komisk indstilling til ting, for det er jo rigtigt at man nogle gange bare bliver nødt til at grine af ting som ikke er fede. Da jeg fjernede spidsen af min tommeltot tilbage i december var hans umiddelbare kommentar også: "Thumbs up!". Jeg stoler 100% på ham og det var nok hovedgrunden til at jeg i slutningen af december valgte at gøre det. Sygemelde mig fuld tid på ubestemt tid. Selv om jeg var ved at dø af skræk.
Jeg synes egentlig, at jeg har brugt tiden ret konstruktivt. Jeg har bl.a. læst 6-7 bøger, har fået skrevet den børnebog jeg var i gang med færdig, jeg har brugt en masse tid på at være sammen med venner og så har jeg sovet! Det kan godt være, at Tornerose var træt, men jeg er ret overbevist om, at jeg slår hende med mange meter. Når jeg ser tilbage nu, føles det som om, at jeg sov hele januar.
Men når man pludselig har så meget tid, så har man også pludselig en masse alenetid, for alle andre har et liv og er på arbejde. Og selv om jeg er rigtig god til at være alene og i virkeligheden sætter alenetid utrolig højt, så er det noget andet når man pludselig er tvunget til at være sammen med sig selv hele tiden. For man skal jo også være sammen med de grimme sider af sig selv. Dem man gerne vil dele lidt ud på andre:-) Det koster blod, sved og tårer (og nogle gange et stort glas vin) at være sammen med sig selv 24/7, men man lærer også noget.
Jeg har også brugt tid på ligegyldige ting. Fx. yogaøvelser. Ikke fordi jeg synes yoga i sig selv er skide spændende men fordi jeg simpelthen ikke ejer et balancecenter og ofte går ind i ting som fx vægge. Igennem yogaen har jeg fundet ud af, at jeg stadig kan "gå i bro" og det er da godt at vide! En anden ting jeg har fundet ud af er, at gulvet i min lejlighed er eminent til at moonwalke på! Og så har jeg næsten lært tittelsangen til "The Big Bang Theory" udenad, så kom ikke her og sig, at det har været spild af tid!
Nu sidder jeg så her 2 1/2 måned efter og er lige startet på arbejde igen deltid. Jeg har det så meget bedre fysisk og er utrolig taknemlig for, at der var nogen der godt turde tage fat i mig og fortælle mig sandheden når jeg ikke selv ville forstå den. Jeg er på vej op igen på alle måder og nyder hver eneste dag hvor vækkeuret ringer og jeg skal på arbejde. Jeg håber inderligt, at jeg ikke skal igennem en lang sygemelding igen, men jeg har accepteret at det KAN ske, fordi jeg skal leve med den her sygdom resten af livet. Men det der er forskellen på dengang og nu er, at nu ved jeg, at jeg godt kan klare det!
