De kære små (kronik til Berlingske og Politiken)

De kære små

Inspireret af en gammel gymnasieveninde der var så letsindig, at lægge et billede ud på facebook af sine to små piger (1 1/2 + 3 år) på en trampolin i haven, som ikke havde fået sat net op endnu, vil jeg gerne snakke om ”de kære små”. Dem som vi alle har været engang.

Den tidligere gymnasieveninde fik selvfølgelig kommentarer på sit billede. En af dem var: ”Hvor er nettet”, hvortil hun valgte at svare, at det ikke var kommet op endnu, og at hendes børn indtil videre måtte være forsigtige. Sikke en holdning! Totalt uansvarligt i dagens samfund, hvor børn ikke må udsættes for fare.

Da jeg var barn, gik der nogle gange hul på mig. Nogle gange faldt jeg og slog mig og det skete, at jeg faktisk blødte. Det gjorde selvfølgelig ondt lige da det skete, men jeg overlevede og det er lykkes mig at blive 32 år uden sikkerhedsnet på trampolinen.

Jeg undrer mig over, hvad det er, som adskiller min barndom fra nutidens børns barndom. I Sverige udstyrer man i nogle børnehaver børnene med hjelm, så man er sikker på, at der ikke sker dem noget, hvis de skulle falde ned. Da jeg var barn var det bl.a. det det handlede om. Det der med at falde ned. Og det med at sætte sin hånd på en varm kogeplade, som ens mor havde gjort opmærksom på var varm. Bevares, det var da ikke nogen sjov oplevelse, men jeg gjorde det kun én gang.

Når nu vi ved, at dagens børn skal vokse op og blive morgendagens vokse, er det så ikke en fordel, at de har erfaringer med i rygsækken? Vil vi ikke gerne have, at verden skal styres af mennesker som ikke kun baserer sig på teori men praksis? At dem som skal sætte dagsordenen selv har haft fingrene nede i virkeligheden og ved hvad de taler om?

Min lillebror var en vildbasse, da han var barn. En dag var han kravlet op i et højt træ i haven og ud på en gren, som åbenbart ikke kunne bære hans vægt, for han faldt ned. Han satte sig op, grinede fjollet, brækkede sig og besvimede. Omtalte bror går i dag på HHX og er velfungerende – believe it or not!

Mine forældre har, som alle andres, været verdens mest åndssvage. Især da jeg var teenager. Men de har givet os søskende friheden til at vise, at vi godt kunne tage ansvar for os selv med de fejl og ”screw ups” det førte med sig. Jeg tror på ingen måde, at det har været sjovt at være tilskuer til, men vi er blevet voksne mennesker, som lever selvstændige liv.

Børn skal have masser af kærlighed og tryghed og det ideelle ville være, at alle børn i verden havde voksne mennesker til at passe på dem og vejlede. Men børn er også små mennesker som skal have plads og rum til at udvikle sig. Og når vi nu ved, at børn kun er ”til låns”, har vi så i det hele taget lov til at fratage dem ansvaret for egen erfaring? Burde vi ikke i stedet for opfordre dem til at lege og klatre i træer og skrabe hul på knæet og så hellere samle dem op, når de gør det og trøste dem, så de ikke bliver bange for at springe ud i ting og tage ansvar for sig selv senere i livet?

Jeg vil gerne hylde de ”uansvarlige” forældre derude som hver dag lader være med at pakke deres børn ind i bobleplast og bekymring, men sender dem ud i verden i tillid til, at de kan klare mosten og så hellere sætter plaster på og kysser på kinden, når det er nødvendigt.

Debattinnlegg til "Klassekampen" april - 2013

Gud og Bieber – i den rekkefølgen!

Forrige uke gjestet Justin Bieber Oslo. Vanligvis hadde dette hatt liten betydning for mitt liv, men nå jobber jeg på Tjuvholmen og har ”the thief”-hotellet, hvor stjernen tydeligvis bodde, som nabo. Dette betød at vi hadde hylende tenåringsjenter i hopetal løpende rundt utenfor og til og med på jobb var voksne mennesker engasjert i oppstanden.

Etterfølgende har jeg lest flere intervjuer i avisene med unge jenter som legger ut om ”forholdet” til Bieber og hvor mye han betyr for hverdagen deres. Hvordan han eller sangene hans kan redde dem på en dårlig dag og at de ikke vet hvordan de skulle ha klart seg uten ham som ”fyrtårn” i livet sitt. Det siste er mine ord, men meningen er den samme. Det som slo meg i hele dette massehysteri, er hvordan vi alle uten forbehold aksepterer idoldyrkelse på høyt nivå og høyst rister litt på hodet med et overbærende smil av de unge jenter som betrakter Bieber som en slags gud.

Samtidig er Gud blitt udatert og utrendy i vårt samfunn og er man kristen, blir man nesten betraktet som gammeldags. Gudsdyrkelse er en sjelden ting, mens dyrkelse av helt almindelige mennesker er helt vanlig og sosialt akseptert.

Det er ikke det at jeg synes det er vanskelig å skjønne at unge jenter (og gutter) i tenårene dyrker idoler. Det har vi gjort i mange år. Det jeg synes er rart, er at det virker helt naturlig å tilbe et menneske som man aldri vil få et nært forhold til, mens det å tilbe en gud virker rart og unaturlig for ikke å si overnaturlig.

På mange mennesker virker det naturstridig å tro på Gud. Mange synes det er naivt å tro på Gud og at kristne er bundne mennesker som går rundt i mørke, mens de som har forkastet Guds eksistens, bader i opplysningens skinnende lys. Dette er en helt annen diskusjon, men jeg undrer meg over hvordan vi kan leve sammen i et samfunn hvor vi alle aksepterer dyrkelse av enkeltmennesker og dermed egoisme, mens dyrkelse av en guddom er uakseptapelt.

Gud bor ikke på ”the thief”. Hadde han gjort det, tror jeg han hadde møtt folk istedenfor å la seg frakte bort i båt til Fornebu.  

Barna som sluttet å leke

Barna som sluttet å leke

Etter å ha lest artiklen ”Nå kjøper vestkantsgutter ”skolesekker” til 11000 kr” i Aftenposten av 26. februar, sitter jeg igjen med forargelse, men også en dyp tristhet. Jeg blir fustrert over at ”vestkantungdom” tydeligvis har 11000 kroner å bruke på en veske. Da jeg var 17 år, hadde jeg lite penger, men det var ikke noe stort problem, for jeg bodde fortsatt hjemme og hadde få utgifter. I min 17-årsverden fantes det aldri ting som kostet 11000 kroner og jeg tror det sparte meg for ganske mye bry.

Men en annen og mye viktigere ting enn pengeproblematikken er at unge i dag har så forferdelig travelt med å bli voksne. Det ser ut som de fleste bare venter på å kunne legge barndommen bak seg og det gjør meg forferdelig vondt. Nå er det kanskje å ta litt i å kalle 17-åringer for ”barn”, men samtidig vil jeg ikke kalle dem voksne heller. Når man er tenåring, er man midt imellom og jeg er helt sikker på at det er utrolig viktig å være der, midt imellom, når man er der og ikke bare lengte etter å bli eldre og voksen.

Barndommen er en så kort periode av livet vårt og voksenlivet så langt. Hvor mange av oss sitter ikke i blant og lengter etter barndommens uskyld, ubekymrethet og lange lyse sommerkvelder? Det kommer ikke tilbake. Ikke på samme måte.

De voksne barn

Da jeg var tenåring, var det ”lov” å leke til man var godt over konfirmasjonsalderen. Det var ikke mange som gjorde det, men det var ikke uvanlig på samme måte som det helt sikkert er det i dag. Jeg er bekymret for hva denne utviklingen gjør med barn. Hvis det eneste som gjelder, er å bli voksen, slik at man kan realisere seg selv og sine drømmer og ikke har tid til å dvele ved barndommen, da er jeg redd for at vi til slutt ender opp med et samfunn der det gjelder å tråkke mest mulig på hverandre for å komme opp fordi alle skal opp så fort som overhodet mulig. Stress er blitt en ”folkesykdom” i det moderne samfunnet. Hvordan vil dette se ut om 10 år? Hvis ”barnevoksen-utviklingen” fortsetter, vil det ikke bli mindre stress å være menneske.

Glitter og glamour

Da jeg var liten, ville barn være politi, sykepleier, brannmann og andre helt vanlige yrker. Det var noen få kreative barn som visste at de ville være oppdagelsesreisende, forfattere og malere, men de fleste hadde helt vanlige forestillinger om hva de skulle bli i fremtiden. Spør man unge i dag, vil de være kjendiser. Men spør man dem hva slags kjendis de ønsker å bli, er svaret at det ikke er viktig, de vil bare være kjendis. Enkelt og greit. Og det skumle er at i dag trenger du ikke å kunne noe spesielt for å bli kjendis. Det er riktig nok fortsatt folk som må ta den lange tøffe veien til kjendisstatus før de kommer frem med musikken eller skuespillertalentet sitt, men mange hopper over der gjerdet er lavest og blir med på et realityprogram som f.eks. Paradise Hotel. Det kan hende at dette kommer til å fremstille deg som en drittsekk, men det er uvesentlig hvis bare du kan bli kjent. Vi har en hel gjeng med ungdommer som ikke kjenner til det å slite for å oppnå noe man drømmer om. Jeg tror ikke drømmene er blitt mindre, snarere tvert imot, men måten man oppnår dem på i dag, er helt annerledes enn måten min generasjon forholder seg til drømmer. Og hva skjer med de unge når ”kjendis-perioden” er over og man ikke lenger kan leve på å ha vært med i et tv-program?

Gamle dager

Det er ikke en rettferdig måte å argumentere på å si at før i tiden var alt mye bedre. Man kan ikke generalisere på den måten. Dog vil jeg si at i ”gamle dager”, da jeg var liten, var det lov å leke og være ubekymret og ikke minst pengeløs. Det var ting jeg ønsket meg og gleden var ekstra stor når jeg endelig hadde spart så mye at jeg kunne kjøpe det selv. Og her snakker vi ikke om vesker til 11000 kroner, men ting i mye mindre målestokk. Og jeg tror på at det med mye penger følger mye ansvar som ungdommer hverken kan eller skal ha ansvaret for. Jeg opplever som voksen at de ”små gledene” i livet mitt ofte er de største. Det gir livet mening å kunne glede seg over en solnedgang. Det gir livet mening å kunne le høyt. Og det gir livet verdi å kunne forsette å være leken som 32-åring. Jeg ønsker for alle ”voksenbarn” at de opplever det i blant.