Lina & Chokoladefabrikken

Inde i mit snart 31 årige hylster bor der en pige på 7. Lille, tynd og med lyse fletninger som min far har lavet fordi min mor arbejder om dagen. Det er også hende der har siddet uhjælpeligt fast i den norske sne siden 1989, og som tvang mig tilbage i 2009.

Da jeg var 7 år gammel og gik i 1. klasse på Dokka (Norge) læste vi Roald Dahls "Charlie og chokoladefabrikken" og jeg elskede den. Derfor var jeg også meget spændt da Tim Burton filmatiserede bogen i 2005. Jeg kan stadig huske hvordan jeg havde det da jeg kom ud fra biografen; jeg følte, at jeg svævede. Jeg var lykkelig, og ville at alle skulle høre om den fantastiske oplevelse jeg havde haft.

I lørdags havde jeg en rigtig ønske-formiddag. Det involerer kaffe, tv, ingen andre at forholde mig til (end mig selv) og ikke mindst RO! Den ro blev imidlertid forvandlet til uro under reklamepausen i fjernsynet. Freja sjokolade har lanceret en reklame hvor de informerer det norske folk (og mig) om, at der nu vil være 100 guld billetter i deres chokoladeplader, og at dem som finder billetterne får adgang til deres chokoladefabrik......det er lige lovlig meget at håndtere for sådan en som mig og pludselig stod jeg der og var 7 år igen - med fletningerne og det hele. Jeg gik fuldstændig i panik med øjeblikkelig virkning. Det første jeg tænkte på, var at ringe til min kæreste. Men så kom jeg i tanke om 2 ting: 1. At han sad hos frisøren og 2. At han nogle gange har lidt svært ved at forstå omfanget af de ting jeg er passioneret omkring.
Misforstå mig korrekt; jeg har verdens sødeste, sjoveste, dejligeste og mest tolerante kæreste og det skal være vist at han virkelig prøver, men mange gange ser han bare overbærende på mig og siger: "Jae, man skulle nok have været der".
Men det var et sidespring. Tilbage til historien. Jeg gik hele lørdagen med en følelse af stress i kroppen. Jeg prøvede igen og igen på at regne ud, hvordan jeg kunne sikre mig en guldbillett. Om aftenen var jeg så stresset, at jeg var nødt til at snakke med kæresten om det. Han sad stille og lyttede til mit 7 årige "jeg" var færdig med at prøve at sætte ham ind i hvor stort det her er, og da jeg var færdig, sagde han ligeså forsigtigt: "Men du ved godt, at der ikke er nogen Willy Wonka på den fabrik, ikke? Der er heller ingen Johnny Depp eller Ompa Loompa'er. Det er bare en almindelig chokoladefabrik". Og manden har jo ret! Og jeg ved det jo godt selv. Nogle gange glemmer jeg det bare......og uanset hvad, hvor cool ville det ikke være at kunne sige, at man har været på en chokoladefabrik?....

Jeg er ligeglad, jeg VIL ind! Jeg SKAL have fat i den guld billett! Nu skal jeg bare have regnet ud hvor mange chokoladeplader jeg kan tillade mig at ønske mig til min 31 års fødselsdag!   
 

Hvordan man ryger 60 prince på 20 min...

ved jeg ikke, men det gør Dronning Margrethe! Og mon ikke hun fyrer en ekstra karton af i dagens (årets) anledning?

I år har Dronning M. 40 års jubilæum. I år har hun siddet på tronen i 40 år! Og jeg synes det er godt gået. Hendes far døde pludseligt og efterlod hende kongeriget, da hun var bare 31 år gammel. Nu er monarkiet jo ikke hvad det har været, så at sige, så der fulgte jo ikke en hel masse magt med det kongerige, men hun skulle stadigvæk være Danmarks kransekagefigur og gå foran med det gode eksempel lige efter hun havde mistet sin far. Dette har hun nu gjort i 40 år, og jeg synes, det er helt rigtigt at hele Danmark holder fest for hende.

Når det er sagt, så er det ikke så meget det at vi har en Dronning der har siddet i 40 år, som jeg synes er det vigtigste ved fejringen, men det er en god undskyldning. En undskyldning for at piske en stemning op omkring noget i Danmark. Ak, det er så få ting tilbage i den danske kultur som er helligt. Vi har ingen nationaldag (som vi er bekendte med), ingen nationaldragter (ja ja, jeg ved godt at folkedanserne har, men er der overhovedet nogen der ved hvorfor og hvor fra?!) og det er så sjældent at vi er sammen om noget. Derfor fik jeg tårer i øjnene og akut hjemve, da jeg tændte for fjernsynet i lørdags og dronningen tonede frem på skærmen.
Der stod hun med sit gule smil og så så lykkelig ud og repræsenterede mit fædreland, med alle dets lyksaligheder, fejl og mangler, og jeg var stolt over at være dansk.

Royalist er jeg ikke egentlig, men jeg kan godt lide tanken om, at der sidder en kvinde med ben i næsen og noget mellem ørerne oppe på Amalienborg. For min skyld må hun godt blive siddende 40 år til.....nogle gange tror jeg faktisk ikke, at hun nogensinde kommer til at overlade tronen til Frederik frivilligt, men det er en anden historie.

Afslutningsvis vil jeg citere damen selv: "Gud bevare Danmark!"

Tandlægeskræk

Jeg har glemt at sige, at der er noget i den her verden som jeg er lige så bange for som udstoppede dyr. Det er tandlægen. Jeg er overbevist om, at man skal være sadist , i større eller mindre grad, for at komme ind på tandlægeskolen. Hvem er det der synes, at det er fedt at uddanne sig til noget som alle andre har et negativt forhold til? Nå, men til trods for min angst for tandlægen (og alle hans gerninger og alt hans væsen), så er jeg en af dem som troligt tropper op hver 7.-8. måned og får lavet et tjek. For jeg er trods alt så forfængelig, at jeg godt vil beholde mit hvide smil længe endnu.

Nu skulle man jo tro, at jeg har haft en masse traumatiske oplevelser i tandlægestolen....det har jeg bare ikke. Jeg har selvfølgelig oplevet at have huller og få lavet dem, men der går længe imellem. Derfor burde jeg jo heller ikke frygte det årlige tjek. Men det gør jeg! På den voldsomme måde. Det værste er næsten venteværelset. Jeg checker altid ind på klokkeslettet, for at slippe for at sidde og vente, men man kommer jo bare aldrig ind til tiden, vel? Man får altid lige 5 minutter til at sidde at overveje flugtveje - og muligheder før tandlægen åbner døren og råber ens navn op. Så kommer man ind og bliver bedt om at sætte sig i stolen. Og det er så her det går op for en, at det ikke er venteværelset som er værst.

I mandags var jeg til mit årlige tjek. Af en eller anden grund syntes jeg (pre-jul), at det var en kanon ide at kickstarte det nye år med en regulær omgang frygt, så 2/1 kl.10 sad jeg og rystede i venteværelset. Min tandlæge ved godt at jeg er bange. Rigtig skide bange. Derfor plejer han nogle gange at synge for mig. Sidste gang var det "Busters verden". Denne gang nynnede han bare, men min pointe er, at manden er jo god nok! Tjekket tog vel ca 15 min hvorefter tandlægen, lad os kalde ham Trond Anders, for det hedder han, konstaterede, at alt så fint ud, men at jeg havde 2 gamle fyldninger som trængte til at blive skiftet. Tja, sådan er det jo at blive gammel og det kan jeg godt acceptere. Eller det kunne jeg i mandags. Han havde ikke tid i mandags, så jeg fik en ny tid i dag.....

Jeg troede godt, at jeg kunne håndtere det. Det var jo trods alt bare to fyldninger som skulle skiftes. Men jeg kunne ikke håndtere det på en civiliseret måde! Så da jeg satte mig i stolen og T.A. spurgte mig om jeg var klar til bedøvelsen spurgte jeg ham (pænt), om han ikke bare kunne slå mig bevidstløs med det samme. Det ville han ikke. For "det bruger vi ikke her", som han sagde. Jeg tror han fortrød. Jeg gjorde i hvert fald. Det er den ledeste, ondeste og mest åndssvage time jeg har brugt i mit liv! Der må absolut være et eller andet sted man kan henvende sig, for at få kompensation for den tid man bruger i tandlægestolen, for det er da den dummeste måde at bruge tiden på.

Nu er bedøvelsen næsten væk og jeg er nødt til at smutte. For jeg er så sulten, at jeg kunne fortære en mindre elg.