mandag 16. januar 2012

Hvordan man ryger 60 prince på 20 min...

ved jeg ikke, men det gør Dronning Margrethe! Og mon ikke hun fyrer en ekstra karton af i dagens (årets) anledning?

I år har Dronning M. 40 års jubilæum. I år har hun siddet på tronen i 40 år! Og jeg synes det er godt gået. Hendes far døde pludseligt og efterlod hende kongeriget, da hun var bare 31 år gammel. Nu er monarkiet jo ikke hvad det har været, så at sige, så der fulgte jo ikke en hel masse magt med det kongerige, men hun skulle stadigvæk være Danmarks kransekagefigur og gå foran med det gode eksempel lige efter hun havde mistet sin far. Dette har hun nu gjort i 40 år, og jeg synes, det er helt rigtigt at hele Danmark holder fest for hende.

Når det er sagt, så er det ikke så meget det at vi har en Dronning der har siddet i 40 år, som jeg synes er det vigtigste ved fejringen, men det er en god undskyldning. En undskyldning for at piske en stemning op omkring noget i Danmark. Ak, det er så få ting tilbage i den danske kultur som er helligt. Vi har ingen nationaldag (som vi er bekendte med), ingen nationaldragter (ja ja, jeg ved godt at folkedanserne har, men er der overhovedet nogen der ved hvorfor og hvor fra?!) og det er så sjældent at vi er sammen om noget. Derfor fik jeg tårer i øjnene og akut hjemve, da jeg tændte for fjernsynet i lørdags og dronningen tonede frem på skærmen.
Der stod hun med sit gule smil og så så lykkelig ud og repræsenterede mit fædreland, med alle dets lyksaligheder, fejl og mangler, og jeg var stolt over at være dansk.

Royalist er jeg ikke egentlig, men jeg kan godt lide tanken om, at der sidder en kvinde med ben i næsen og noget mellem ørerne oppe på Amalienborg. For min skyld må hun godt blive siddende 40 år til.....nogle gange tror jeg faktisk ikke, at hun nogensinde kommer til at overlade tronen til Frederik frivilligt, men det er en anden historie.

Afslutningsvis vil jeg citere damen selv: "Gud bevare Danmark!"

Ingen kommentarer:

Legg inn en kommentar