Lina & Chokoladefabrikken

Inde i mit snart 31 årige hylster bor der en pige på 7. Lille, tynd og med lyse fletninger som min far har lavet fordi min mor arbejder om dagen. Det er også hende der har siddet uhjælpeligt fast i den norske sne siden 1989, og som tvang mig tilbage i 2009.

Da jeg var 7 år gammel og gik i 1. klasse på Dokka (Norge) læste vi Roald Dahls "Charlie og chokoladefabrikken" og jeg elskede den. Derfor var jeg også meget spændt da Tim Burton filmatiserede bogen i 2005. Jeg kan stadig huske hvordan jeg havde det da jeg kom ud fra biografen; jeg følte, at jeg svævede. Jeg var lykkelig, og ville at alle skulle høre om den fantastiske oplevelse jeg havde haft.

I lørdags havde jeg en rigtig ønske-formiddag. Det involerer kaffe, tv, ingen andre at forholde mig til (end mig selv) og ikke mindst RO! Den ro blev imidlertid forvandlet til uro under reklamepausen i fjernsynet. Freja sjokolade har lanceret en reklame hvor de informerer det norske folk (og mig) om, at der nu vil være 100 guld billetter i deres chokoladeplader, og at dem som finder billetterne får adgang til deres chokoladefabrik......det er lige lovlig meget at håndtere for sådan en som mig og pludselig stod jeg der og var 7 år igen - med fletningerne og det hele. Jeg gik fuldstændig i panik med øjeblikkelig virkning. Det første jeg tænkte på, var at ringe til min kæreste. Men så kom jeg i tanke om 2 ting: 1. At han sad hos frisøren og 2. At han nogle gange har lidt svært ved at forstå omfanget af de ting jeg er passioneret omkring.
Misforstå mig korrekt; jeg har verdens sødeste, sjoveste, dejligeste og mest tolerante kæreste og det skal være vist at han virkelig prøver, men mange gange ser han bare overbærende på mig og siger: "Jae, man skulle nok have været der".
Men det var et sidespring. Tilbage til historien. Jeg gik hele lørdagen med en følelse af stress i kroppen. Jeg prøvede igen og igen på at regne ud, hvordan jeg kunne sikre mig en guldbillett. Om aftenen var jeg så stresset, at jeg var nødt til at snakke med kæresten om det. Han sad stille og lyttede til mit 7 årige "jeg" var færdig med at prøve at sætte ham ind i hvor stort det her er, og da jeg var færdig, sagde han ligeså forsigtigt: "Men du ved godt, at der ikke er nogen Willy Wonka på den fabrik, ikke? Der er heller ingen Johnny Depp eller Ompa Loompa'er. Det er bare en almindelig chokoladefabrik". Og manden har jo ret! Og jeg ved det jo godt selv. Nogle gange glemmer jeg det bare......og uanset hvad, hvor cool ville det ikke være at kunne sige, at man har været på en chokoladefabrik?....

Jeg er ligeglad, jeg VIL ind! Jeg SKAL have fat i den guld billett! Nu skal jeg bare have regnet ud hvor mange chokoladeplader jeg kan tillade mig at ønske mig til min 31 års fødselsdag!