Kvinderne i mit liv

Mænd er meget mere ukomplicerede end kvinder. Der er ikke så meget bull shit med mænd. Begge dele er rigtigt, tror jeg. Jeg har mænd i mit liv. Gode mænd. Gode venner. Fantastiske brødre. Som jeg sætter ufattelig meget pris på, fordi de tilfører min kvindeverden et maskulint og anderledes perspektiv. Jeg synes mænd er fantastiske! Men denne blog skal handle om kvinderne i mit liv. De kvinder som de sidste 5 år i Norge har budt på. Kvinder som på hver sin måde er kommet meget tæt på mig.

Marie - min lillesøster

"Grøftekanyle" er et nordnorsk ord for stangstiv. Det har jeg lært af Marie. Men det er ikke det eneste jeg har lært af hende. I Norge har jeg fået den lillesøster, som jeg aldrig har haft. Marie er typen, som jeg kan holde ud at have boende på min sofa i længere tid af gangen, for hun nøjes nemlig ikke med at flytte ind på sofaen. Hun flytter ind i hjertet. 

Marie er skør nok til at vinterbade, når vi andre går rundt i dynejakker og er blåfrosne. Marie ser livet i øjnene og råber: "Kom og tag mig!" 

Marie kan man være stille med. Marie kan man le højt sammen med. Marie kan man gå ud og danse en hel nat med. 

Marie kender både sine styrker og sine svagheder og er altid, ALTID ægte. Marie er en lille ædelsten. Noget smukt og sårbart, noget stærkt og vildt, noget man tager vare på!

Heidi - min sjældne blomst

Hvad er chancen for at møde et menneske som i løbet af et år bliver en af de nærmeste veninder man har haft? Ikke ret stor, vil jeg tro. Men det gjorde jeg. Heidi kom ind ad døren og ind i mit liv for halvandet år siden. Vi fandt hurtigt ud af, at vi havde god kemi, men jeg ville aldrig have drømt om, at vi et år efter fx skulle tage på weekend i sommerhus sammen. Eller at vi skulle løbe sammen næsten en gang i ugen for liiiiige at drikke en kop kaffe og opdatere hinanden på vore liv. 

Heidi er smuk, Heidi er klog, Heidi er sexet, Heidi er dygtig. Heidi har egentlig alt det som kunne få en person til at stikke næsen i sky og blive selvfed, men det er hun bare aldrig. Heidi er jordnær og ved hvem hun er.

Heidi og jeg kan sidde i timevis og snakke om alt mellem himmel og jord. Alt fra kærlighed til kultur. Heidi ved, hvad der har virkelig værdi og hun deler sin verden med mig. Det er jeg taknemlig for. 

Solveig - min partner in crime

"Vent på mig! Jeg skal lige trække mine strømpebukser op!" Solveig står bag mange af de citater jeg har samlet op i min tid i Norge. Men så har hun også været min bedre halvdel de sidste 3 år. Ingen har haft bedre kollega end mig, tør jeg godt påstå. 

Solveig og jeg har set det meste sammen: gråd, hidsighed, glæde, kærlighed, galskab. Og det der startede som et godt kollegaskab, udviklede sig efterhånden til et venskab som stikker dybt. Solveig tør jeg vise alt. Solveig tør jeg være hudløst ærlig overfor. Og det går begge veje, er jeg overbevist om. 

Solveig er typen som alle forelsker sig i momentant fordi hun er så meget sig selv. Hun står bl.a. bag udsagnet: "Jeg blev så begejstret, at jeg kastede op" og hun er den eneste jeg kender, som kan gøre mig totalt flov og rød i hovedet. Det er fordi hun kender mig så godt. Og hun misbruger det aldrig. Derfor er hun så fin. Fordi hun har så stor omsorg og øje for dem som trænger til et kram, en sød sms eller en snak.

Solveig bliver lige om lidt mor til en lille dreng som endnu ikke aner, hvor heldig han er.

Jannecke - min stjerne

Stjerner lyser op og det er derfor jeg kalder Jannecke min stjerne. Jeg kender ingen som kan lyse et rum op som Jannecke. Hun gør det ved sin blotte tilstedeværelse. 

Jannecke er lille og fin. Hun ligner en fe faktisk. Når Jannecke ringer på min dørtelefon kan jeg på overvågningskameraet kun se den hat hun har på, fordi hun er så lille. Men det skal man endelig ikke tage fejl af, for hun er kvinde med STORT K. 

Jannecke møder jeg over et glas vin og en snak om Gud, universet, familie, kærligheden. Jannecke rummer så mange spændende sider og hun har så utrolig meget kærlighed at give. Jannecke færdes i alle lag af livet. Både dem der ind imellem gør ondt, dem vi ikke kan forstå og dem der får os til at flyve. Og samtidig står hun med begge ben solidt plantet på jorden. 

Jannecke får mig til at tro på det bedste i folk og så får hun mig til at tro på mig selv. Findes der noget flottere?

Katrine - min guldklump

Inde i mit hjerte, inderst inde, er der et helt særligt rum hvor der står Katrine på. 

Katrine vil jeg passe på. Katrine vil jeg bære, når livet bliver så hårdt, at det næsten ikke er til at holde ud. Og Katrine vil jeg se flyve, for hun er ved at folde sine vinger ud. 

 Katrine er en lille spinkel kvinde med et indre som skinner. Katrine er en lille person men et stort menneske. 

Katrine er STÆRK! Hun kæmper sig tilbage hver gang, hun får et slag, der slår hende omkuld. 

Katrine har skabt et liv for sig selv, som gør hende lykkelig. Jeg har fulgt hende på vejen og jeg står her fuld af beundring for den hun er. Katrine har lukket mig helt ind og givet mig lov til at se hendes glæder og sorger og ikke mindst har hun givet mig lov til at være mig og hele mig, når vi er sammen. 

Disse 5 kvinder er noget helt særligt. De er vidt forskellige, men fælles for dem er, at de har valgt mig som veninde. Jeg vil gøre mit bedste for altid at være der for dem, som de er der for mig.

Tak Katrine, Marie, Heidi, Jannecke og Sol fordi I beriger mit liv hver eneste dag. Jeg er HELDIG og STOLT over at kalde jer for mine nærmeste. 

Kærligst, Lina

De kære små (kronik til Berlingske og Politiken)

De kære små

Inspireret af en gammel gymnasieveninde der var så letsindig, at lægge et billede ud på facebook af sine to små piger (1 1/2 + 3 år) på en trampolin i haven, som ikke havde fået sat net op endnu, vil jeg gerne snakke om ”de kære små”. Dem som vi alle har været engang.

Den tidligere gymnasieveninde fik selvfølgelig kommentarer på sit billede. En af dem var: ”Hvor er nettet”, hvortil hun valgte at svare, at det ikke var kommet op endnu, og at hendes børn indtil videre måtte være forsigtige. Sikke en holdning! Totalt uansvarligt i dagens samfund, hvor børn ikke må udsættes for fare.

Da jeg var barn, gik der nogle gange hul på mig. Nogle gange faldt jeg og slog mig og det skete, at jeg faktisk blødte. Det gjorde selvfølgelig ondt lige da det skete, men jeg overlevede og det er lykkes mig at blive 32 år uden sikkerhedsnet på trampolinen.

Jeg undrer mig over, hvad det er, som adskiller min barndom fra nutidens børns barndom. I Sverige udstyrer man i nogle børnehaver børnene med hjelm, så man er sikker på, at der ikke sker dem noget, hvis de skulle falde ned. Da jeg var barn var det bl.a. det det handlede om. Det der med at falde ned. Og det med at sætte sin hånd på en varm kogeplade, som ens mor havde gjort opmærksom på var varm. Bevares, det var da ikke nogen sjov oplevelse, men jeg gjorde det kun én gang.

Når nu vi ved, at dagens børn skal vokse op og blive morgendagens vokse, er det så ikke en fordel, at de har erfaringer med i rygsækken? Vil vi ikke gerne have, at verden skal styres af mennesker som ikke kun baserer sig på teori men praksis? At dem som skal sætte dagsordenen selv har haft fingrene nede i virkeligheden og ved hvad de taler om?

Min lillebror var en vildbasse, da han var barn. En dag var han kravlet op i et højt træ i haven og ud på en gren, som åbenbart ikke kunne bære hans vægt, for han faldt ned. Han satte sig op, grinede fjollet, brækkede sig og besvimede. Omtalte bror går i dag på HHX og er velfungerende – believe it or not!

Mine forældre har, som alle andres, været verdens mest åndssvage. Især da jeg var teenager. Men de har givet os søskende friheden til at vise, at vi godt kunne tage ansvar for os selv med de fejl og ”screw ups” det førte med sig. Jeg tror på ingen måde, at det har været sjovt at være tilskuer til, men vi er blevet voksne mennesker, som lever selvstændige liv.

Børn skal have masser af kærlighed og tryghed og det ideelle ville være, at alle børn i verden havde voksne mennesker til at passe på dem og vejlede. Men børn er også små mennesker som skal have plads og rum til at udvikle sig. Og når vi nu ved, at børn kun er ”til låns”, har vi så i det hele taget lov til at fratage dem ansvaret for egen erfaring? Burde vi ikke i stedet for opfordre dem til at lege og klatre i træer og skrabe hul på knæet og så hellere samle dem op, når de gør det og trøste dem, så de ikke bliver bange for at springe ud i ting og tage ansvar for sig selv senere i livet?

Jeg vil gerne hylde de ”uansvarlige” forældre derude som hver dag lader være med at pakke deres børn ind i bobleplast og bekymring, men sender dem ud i verden i tillid til, at de kan klare mosten og så hellere sætter plaster på og kysser på kinden, når det er nødvendigt.

Debattinnlegg til "Klassekampen" april - 2013

Gud og Bieber – i den rekkefølgen!

Forrige uke gjestet Justin Bieber Oslo. Vanligvis hadde dette hatt liten betydning for mitt liv, men nå jobber jeg på Tjuvholmen og har ”the thief”-hotellet, hvor stjernen tydeligvis bodde, som nabo. Dette betød at vi hadde hylende tenåringsjenter i hopetal løpende rundt utenfor og til og med på jobb var voksne mennesker engasjert i oppstanden.

Etterfølgende har jeg lest flere intervjuer i avisene med unge jenter som legger ut om ”forholdet” til Bieber og hvor mye han betyr for hverdagen deres. Hvordan han eller sangene hans kan redde dem på en dårlig dag og at de ikke vet hvordan de skulle ha klart seg uten ham som ”fyrtårn” i livet sitt. Det siste er mine ord, men meningen er den samme. Det som slo meg i hele dette massehysteri, er hvordan vi alle uten forbehold aksepterer idoldyrkelse på høyt nivå og høyst rister litt på hodet med et overbærende smil av de unge jenter som betrakter Bieber som en slags gud.

Samtidig er Gud blitt udatert og utrendy i vårt samfunn og er man kristen, blir man nesten betraktet som gammeldags. Gudsdyrkelse er en sjelden ting, mens dyrkelse av helt almindelige mennesker er helt vanlig og sosialt akseptert.

Det er ikke det at jeg synes det er vanskelig å skjønne at unge jenter (og gutter) i tenårene dyrker idoler. Det har vi gjort i mange år. Det jeg synes er rart, er at det virker helt naturlig å tilbe et menneske som man aldri vil få et nært forhold til, mens det å tilbe en gud virker rart og unaturlig for ikke å si overnaturlig.

På mange mennesker virker det naturstridig å tro på Gud. Mange synes det er naivt å tro på Gud og at kristne er bundne mennesker som går rundt i mørke, mens de som har forkastet Guds eksistens, bader i opplysningens skinnende lys. Dette er en helt annen diskusjon, men jeg undrer meg over hvordan vi kan leve sammen i et samfunn hvor vi alle aksepterer dyrkelse av enkeltmennesker og dermed egoisme, mens dyrkelse av en guddom er uakseptapelt.

Gud bor ikke på ”the thief”. Hadde han gjort det, tror jeg han hadde møtt folk istedenfor å la seg frakte bort i båt til Fornebu.  

Barna som sluttet å leke

Barna som sluttet å leke

Etter å ha lest artiklen ”Nå kjøper vestkantsgutter ”skolesekker” til 11000 kr” i Aftenposten av 26. februar, sitter jeg igjen med forargelse, men også en dyp tristhet. Jeg blir fustrert over at ”vestkantungdom” tydeligvis har 11000 kroner å bruke på en veske. Da jeg var 17 år, hadde jeg lite penger, men det var ikke noe stort problem, for jeg bodde fortsatt hjemme og hadde få utgifter. I min 17-årsverden fantes det aldri ting som kostet 11000 kroner og jeg tror det sparte meg for ganske mye bry.

Men en annen og mye viktigere ting enn pengeproblematikken er at unge i dag har så forferdelig travelt med å bli voksne. Det ser ut som de fleste bare venter på å kunne legge barndommen bak seg og det gjør meg forferdelig vondt. Nå er det kanskje å ta litt i å kalle 17-åringer for ”barn”, men samtidig vil jeg ikke kalle dem voksne heller. Når man er tenåring, er man midt imellom og jeg er helt sikker på at det er utrolig viktig å være der, midt imellom, når man er der og ikke bare lengte etter å bli eldre og voksen.

Barndommen er en så kort periode av livet vårt og voksenlivet så langt. Hvor mange av oss sitter ikke i blant og lengter etter barndommens uskyld, ubekymrethet og lange lyse sommerkvelder? Det kommer ikke tilbake. Ikke på samme måte.

De voksne barn

Da jeg var tenåring, var det ”lov” å leke til man var godt over konfirmasjonsalderen. Det var ikke mange som gjorde det, men det var ikke uvanlig på samme måte som det helt sikkert er det i dag. Jeg er bekymret for hva denne utviklingen gjør med barn. Hvis det eneste som gjelder, er å bli voksen, slik at man kan realisere seg selv og sine drømmer og ikke har tid til å dvele ved barndommen, da er jeg redd for at vi til slutt ender opp med et samfunn der det gjelder å tråkke mest mulig på hverandre for å komme opp fordi alle skal opp så fort som overhodet mulig. Stress er blitt en ”folkesykdom” i det moderne samfunnet. Hvordan vil dette se ut om 10 år? Hvis ”barnevoksen-utviklingen” fortsetter, vil det ikke bli mindre stress å være menneske.

Glitter og glamour

Da jeg var liten, ville barn være politi, sykepleier, brannmann og andre helt vanlige yrker. Det var noen få kreative barn som visste at de ville være oppdagelsesreisende, forfattere og malere, men de fleste hadde helt vanlige forestillinger om hva de skulle bli i fremtiden. Spør man unge i dag, vil de være kjendiser. Men spør man dem hva slags kjendis de ønsker å bli, er svaret at det ikke er viktig, de vil bare være kjendis. Enkelt og greit. Og det skumle er at i dag trenger du ikke å kunne noe spesielt for å bli kjendis. Det er riktig nok fortsatt folk som må ta den lange tøffe veien til kjendisstatus før de kommer frem med musikken eller skuespillertalentet sitt, men mange hopper over der gjerdet er lavest og blir med på et realityprogram som f.eks. Paradise Hotel. Det kan hende at dette kommer til å fremstille deg som en drittsekk, men det er uvesentlig hvis bare du kan bli kjent. Vi har en hel gjeng med ungdommer som ikke kjenner til det å slite for å oppnå noe man drømmer om. Jeg tror ikke drømmene er blitt mindre, snarere tvert imot, men måten man oppnår dem på i dag, er helt annerledes enn måten min generasjon forholder seg til drømmer. Og hva skjer med de unge når ”kjendis-perioden” er over og man ikke lenger kan leve på å ha vært med i et tv-program?

Gamle dager

Det er ikke en rettferdig måte å argumentere på å si at før i tiden var alt mye bedre. Man kan ikke generalisere på den måten. Dog vil jeg si at i ”gamle dager”, da jeg var liten, var det lov å leke og være ubekymret og ikke minst pengeløs. Det var ting jeg ønsket meg og gleden var ekstra stor når jeg endelig hadde spart så mye at jeg kunne kjøpe det selv. Og her snakker vi ikke om vesker til 11000 kroner, men ting i mye mindre målestokk. Og jeg tror på at det med mye penger følger mye ansvar som ungdommer hverken kan eller skal ha ansvaret for. Jeg opplever som voksen at de ”små gledene” i livet mitt ofte er de største. Det gir livet mening å kunne glede seg over en solnedgang. Det gir livet mening å kunne le høyt. Og det gir livet verdi å kunne forsette å være leken som 32-åring. Jeg ønsker for alle ”voksenbarn” at de opplever det i blant. 

Linas ordbog

På dansk har vi alle mulige slangord som ofte er ret dækkende for det de står for. Så har vi andre der bare er langt ude. Men ord er sjove og her kommer nogle i udvalg med min personlige udlægning af betydningen.

Ammehjerne: det er det kvinder (og nogle mænd) har, når de lige er blevet forældre. De kan kun forholde sig til bleer, sutteflaske og hvornår ungen sidst har skidt. Det er umuligt at føre en intelligent samtale med omtalte personer. Verden er ikke længere noget man forholder sig til. Alt drejer sig om om dem og deres nye afkom.

Tudefjæs: er det jeg er, når der ikke er mælk i køleskabet om morgenen. Tudefjæs er også dækkende for den sindstilstand folk er i, når fx deres yndlingsfodboldhold har tabt. Udtrykket bruges ofte som hån til modstanderholdet og skal i det tilfælde råbes højt og insisterende.

Selvfed: er noget hen i retning af "selvtilfreds". Når man er selvfed har man charme, selvtillid og lækkert hår og er ikke bange for at vise det. "Selvfed" er en god betegnelse når det gælder de nye realitystjerner som dukker op (ud af ingenting) overalt i disse tider.

Hystade: må siges at være hunkøn (so sue me!). En hystade er den der person på arbejdet, som du godt ved, at du hverken skal irettesætte eller sige imod, hvis du har dit liv kært. En hystade har altid ret. Ellers får hun det ved at råbe og skrige.

Spenderbukser: er det du har på, når du er gavmild. Folk med denne "beklædningsgenstand" er ofte populære personer, som folk flokkes om. Spenderbukser findes kun i store størrelser og ordet er lidt i familie med ordet "flottenhejmer".

Gavstrik: er det nok kun min mormor som kan finde på at bruge i dag. En gavstrik er det samme som en "bandit", altså et kælenavn for fx et frækt barn. Der er vel at mærke tale om et harmløst barn. Ikke en rigtig møgunge. "Baryler" er lidt i samme klasse. Dog er en baryler, efter min mening, en lidt mere agressiv type.

Gavtyv: en sådan en lille sød èn som man har lyst til at knibe i kinden. "Gavtyv" og "gavstrik" tilhører sammen kategori men man er mere tilbøjelig til at bruge førstnævnte end sidstnævnte i dag. Bruges mest om børn. Eller i bedste fald nedsættende til voksne.

Slendrian: er en doven type. En af dem der springer over hvor gærdet er absolut lavest. En slendrian kommer for sent, er uforberedt og til stor irritation for andre. Vi kender dem allesammen, for de findes overalt og er årsag til frustration.

Kålhøgen: er et ord min gamle musiklærer i gymnasiet brugte tit og ofte. Det betyder noget så kedeligt som indbilsk. Inde i mit hoved kan det også bruges om folk som er lige lovlig overlegne. Men det er selvfølgelig også en slags indbilsk.

Klodsmajor: har slet ikke noget med militæret at gøre, selv om man umiddelbart skulle tro det. En klodsmajor er sådan en der vælter ting, går ind i ting og generelt bare er klodset. Ordet bruges ofte af voksne til børn og er en venlig måde at skænde på.

Kejserens nye klæder

"For mange år siden levede en kejser, som holdt så uhyre meget af smukke klæder, at han gav alle sine penge ud for ret at blive pyntet. Han brød sig ikke om sine soldater, brød sig ej om komedie eller om at køre i skoven, uden alene for at vise sine nye klæder. Han havde en kjole for hver time på dagen, og ligesom man siger om en konge, han er i rådet, så sagde man altid her: "Kejseren er i klædeskabet!" H.C. Andersen.
Jeg kender den kejser og han burde få hovedet ud af klædeskabet og få et reality check! Det forekommer mig, at der i dagens samfund er så stort fokus på hvad man vil kalde "den gode smag", at man fuldstændig glemmer at forholde sig kritisk til hvad det er man har at gøre med.

I den gode smags tjeneste...
Hvad er den gode smag og hvem er det der bestemmer? Og hvordan kan det være, at nogle har sat sig selv i højsæde som dommere over, hvad vi andre skal kunne lide?
Da jeg gik på universitetet og havde litteraturanalyse, havde vi en utrolig dygtig lærer som brændte for sit fag. Desværre mente han også, at han havde lov til at bestemme hvad der var god og dårlig litteratur. Tove Ditlevsen kunne i hvert fald ikke gå for at være god litteratur. Jeg elsker T.D. og kom kun til at holde endnu mere af hende efter hans "dom".
Når det kommer til kunst er jeg langt fra nogen kunstkender. Jeg har beskæftiget mig for lidt med kunst generelt, men det betyder stadigvæk ikke, at nogen har ret til at komme og belære mig om, at det jeg kan lide ikke er godt nok. Hvorfor er det, at hvis du har et bestemt efternavn, så kan du sætte en streg på et stykke papir og signere under og så kan du efterfølgende sælge det for et vanvittigt pengebeløb? Må man ikke godt bede folk om at tage sig selv (og vi andre, ikke mindst) lidt alvorligt?

Verden vil bedrages...
Der er så megen ny kunst og litteratur som jeg mener er "kejserens nye klæder" men på en eller anden måde bliver det betegnet som genialt, fordi der sidder en elite som har tildelt det "det nådige nik". Jeg undrer mig over, hvorfor det ikke er lovligt at sætte spørgsmålstegn ved det, uden at man skal kastes ud i kulden som "uvidende". Hvis vi går ud fra at smag er individuelt, så må jeg vel også være med til at bestemme, eller hvad? Og hvis jeg skal godtage det de andre opfatter som genialt, så skal de vel også godtage, at jeg hellere vil have min nevøs seneste "akvarel" hængende end et billede med et navn som er oppe i tiden?

Han har jo ikke noget på...
Det virker på mig som om der er forfærdelig meget "luft"i dagens "gode smag". Varm luft, vel at mærke, som forsvinder op i atmosfæren. Jeg får en mistanke om, at mange går rundt og tænker det samme, men der er ikke nogen som siger noget, for ingen vil jo være "idioten". Hvordan var det det gik med kejseren?
"Han har jo ikke noget på!" råbte tilsidst hele folket. Og det krøb i kejseren, thi han syntes, de havde ret, men han tænkte som så: "Nu må jeg holde processionen ud". Og så holdt han sig endnu stoltere, og kammerherrerne gik og bar på slæbet, som slet ikke var."

Mor er den bedste i verden....

synges der i en kendt dansk sang. Det er min mor, de synger om. Nu skal jeg fortælle hvorfor.

Min mor - superwoman...
Min mor er sådan en slags "superwoman"...uden kappe altså. Hun kan have enormt mange bolde i luften uden at miste en eneste en, og kan overskue selv de mest uoverskuelige ting.
Da jeg var lille og vi skulle på ferie, var det min mor der pakkede. Med det mener jeg: pakkede for 6 mennesker! Og når hun havde pakket for os, så pakkede hun også lige bilen.....

Min mor som Mary Poppins....
Mary Poppins har en kuffert som hun kan blive ved med at trække ting op af, uanset hvor store de er. Min mor har lidt den omvendte eftekt. Hun kan få plads til ALT i en kuffert! Hver eneste gang jeg er i Danmark og skal retur til Norge har jeg så mange ting som skal fyldes i, at min kuffert ser ud som om den har brækket sig. Det er her min mor overtaget projektet, kører "damage control" og VIPS, så har hun fået 7 bøger, 2 løbesko, 1 tandbørste og tøj til at være i verdens mindste håndbagagekuffert.

Min mor og Matador.... 
Generelt, så er min mor noget af det mest positive og venlige i denne verden. Og man skal virkelig træde ved siden af, på den hårde måde, for at gøre hende sur. Men hun kan godt miste respekten for folk, det sker sjældent, men det sker og det afføder altid samme bemærkning. Den er kortfattet men siger alt og vi, hendes nærmeste, er ikke i tvivl om, at denne person for fremtiden bare betegnes som "persona non grata" i min mors univers. I Matador siger Ingeborg: "Det er dig der er syg, Mads. Syg i hovedet!". Min mor har en lidt anden variant. Det starter med et ansigtsudtryk. Hvordan skal jeg beskrive det.....jeg tror, jeg vil bruge ordet "afsmag". Det følges op af: "Han......han er jo SYG i hovedet".

Min mor -"Danse-Daisy"...
I løbet af de senere år har min mor fundet ud af, at hun har en danser inde i sig. Den har fået fuldt udløb indenfor både standarddans og swingdans. Sidstnævnte havde min mormor desværre fået lidt galt i halsen og gik rundt og glædede sig over, at min mor var begyndt i "swingerklub" og havde fået så mange nye venner.....det fik vi heldigvis stoppet, før det gik udover min mors gode ry og rygte.
Det eneste problem med dansen er, at det er svært for hende at stoppe igen. Vi har lavet en deleordning, vi søskend imellem, sådan at en af os tager "tjansen" og går ned og slukker for hende, når hun er til danseaften. Det er som regel en effektiv løsning, men nogle gange får vi åbenbart ikke slukket ordentligt, for der fortsætter hun bare hjemme i stuen.

Min mor, min elskede mor...
Selv om jeg er blevet 31 år og forlængst er voksen, så vil jeg altid være min mors unge. Min mor ER den bedste i verden. Hun står altid bag mig, jeg kan ringe når som helst, jeg har brug for hende. Min mor og jeg har en form for forbindelse, som ikke har noget med afstand at gøre. Det er et bånd som går fra hjerte til hjerte. Jeg ønsker med alt i mig, at jeg må komme til at ligne min mor mere og mere. Hun har et overskud som ingen jeg kender, et øje for folk som har brug for et knus eller en opmuntring og en kærlighed til mennesker nær hende, som er så stor. Vi børn er verdens heldigste børn, fordi hun er vores mor. Vores elskede mor!