Efter at have slugt Lise Nørgaards "Kun en pige" og "De sendte en dame" på 14 dage har jeg som kvinde næppe nogensinde været mere indspireret både når det gælder kvindekamp og skrivevirksomhed. Det er interessant at følge L.N.s beskrivelser af Danmarks holdning til kvinder som husmødre og på arbejdsmarkedet op gennem 1900 tallet, og det efterlader mig med en taknemlighed over, at nogen godt gad rejse sig op, banke i bordet overfor mændene (fædrene?) og råbe: "SÅ er det nok!".
Jeg er vokset op i et hjem, hvor begge mine forældre arbejdede. Vi er 4 børn og det havde aldrig været nok med en indkomst, men dette hindrede ikke min far i at konstatere en dag, over sovsen og kartoflerne, at i hans hoved, så skulle kvinderne helst gå hjemme, ligesom hans mor havde gjort. Jeg har aldrig slået min far, og generelt er jeg meget lidt voldeligt anlagt, men den dag var jeg meget tæt på at lange ham en på skrinet. Eller to faktisk; en for mig og min mor og en for min farmor som jeg ved ville have gjort hvad som helst for en uddannelse!
Plastik-feminisme anno 2012
Men hvordan står det så til med kvindekampen og feministerne i dag? Personligt vil jeg kalde mig selv moderat feminist. Jeg er ikke den type som render rundt i røde strømper eller brænder min bh (er du klar over hvor dyrt det er?!) men jeg er den type som gerne vil have lov til at være her, både som kvinde og menneske, og som faktisk mener, at vi ikke er i mål endnu når det gælder ligestilling. Samtidig så føler jeg, at feminismen nogle gange er misforstået og mere eller mindre et middel til at slå hinanden oven i hovedet med. Vi skal ikke lange hinanden flade (og man må selvfølgelig heller ikke slå sin far), vi skal i stedet koncentrere os om det det egentlig handler om, før vi bevæger os så langt udenfor diskussionen, at den bliver ligegyldig. For at nævne et eksempel, så er der nogle kvinder der går voldsomt op i, at mænd nu skal tage halvdelen (eller mere) af barselsorloven i ligestillingens navn. Ikke for noget, men skal mænd også amme snart?
Det der med venus og mars...
Der er forskel på fisk, siger man, og det er der i høj grad også på kønnene. Hvad nu hvis ligestilling i virkeligheden var et spørgsmål om kommunikation? Og her mener jeg ikke det at snakke sammen men nærmere det at forstå hinanden. For det skal være vist, at der er forskel på det vi siger og det vi opfatter, når vi snakker på tværs af kønnene. Og så er der det med respekten. For mig at se, er vi kvinder frygtelig optagede af, at mænd skal respektere os. Jeg har ikke tal på hvor mange snakke jeg har haft med veninder som har brokket sig over, at deres mand/kæreste/flirt ikke respekterer dem. Nu siger jeg lige noget; jeg tror problemet ligger hos os primært. For hvis vi ikke respekterer os selv nok til at skride fra et forhold/en flirt/whatever hvor vi ikke bliver respekteret, hvorfor i al verden skal et andet menneske så respektere os? Men nu er jeg selv på vej ud i en diskussion som fjerner sig fra hovedemnet, så jeg stopper her.
Machoer og bløde værdier
Nogle gange får jeg simpelthen så ondt af mænd. Vi kvinder brokker os altid over hvor hårdt det er at være kvinder, fordi vi skal have hele pakken: vi skal se godt ud, være intelligente, føde børn osv men helt ærlig så stiller vi også høje krav til mændene. Det kan godt være, at de ikke skal bruge så meget tid på hår og makeup om morgenen, til gengæld skal de være både macho og tage initiativ samtidig med at de skal være "bløde" mænd, som ikke er bange for at snakke om følelser. Jeg prøver på ingen måde at fratage mænd ansvaret for at være mænd og mennesker, men nogle gange kan jeg godt forstå, hvis de bare har lyst til at være sammen med andre mænd og se fodbold og drikke øl.
A gentleman is a girl's best friend...
Jeg har så frygtelig få diamanter, så hvorvidt diamanter er en piges bedste ven, er jeg ikke i stand til at udtale mig om. Noget andet jeg til gengæld har udtalt mig om er, at der ikke findes norske gentlemen. Det er jeg nødt til at trække tilbage, baseret på en oplevelse jeg havde i sidste uge, hvor to mandlige kollegaer sprang til og hjalp mig på en ualmindelig galant og hensynsfuld måde, da de kunne se at jeg havde brug for det. Det var rigtig rart at finde ud af, at man tog fejl og en anden ting er, at det er svært for mænd at være gentlemen, hvis ikke vi lader dem være det. Hvis vi bare har travlt med at råbe op om, hvor hårdt det er at være kvinde, men samtidig ikke vil tage imod hjælp fordi det gør os svage og skrøbelige, så kan vi i hvert fald ikke belaste mænd for, at de ikke prøver. Man behøver jo ikke være hverken underdanig eller svag fordi man tager imod hjælp.
Det var, i ydmyghed, mine tanker omkring misforstået feminisme, mænd, mænd vs. kvinder og et par andre ting. Og nu må I undskylde mig, for nu skal jeg lige ud og overtage verdensherredømmet!
