For ca 2 uger siden købte jeg en ny køkkenkniv. Jeg elsker at lave mad og de knive jeg allerede har er elendige, så derfor virkede det som en fornuftig beslutning. Set i bakspejlet er jeg ikke helt sikker. I dag valgte jeg nemlig at bruge omtalte køkkenkniv til at fjerne spidsen/blommen af/på min venstre tommelfinger.
Den menneskelige krop indeholder 4-5 liter blod...
Hvor meget jeg har mistet i dag har jeg ikke overblik over, men jeg kan oplyse om, at det bløder ret kraftigt når man fjerner blommen på en finger. Jeg blev øjeblikkelig svimmel og fik akut kvalme, men jeg var dog vågen nok til at dingle ud på badeværelset og hente papir, som jeg fik viklet om førnævnte tommel, før jeg dejsede om på gulvet. Efter at have set mit liv passere revy overvejede jeg følgende muligheder:
1. ringe til min mor! Den blev ret hurtigt droppet af den simple årsag, at hun bor i et andet land og at jeg derfor ville forbløde inden hun nåede frem.
2. ringe til min kæreste! Den valgte jeg.
Held i uheld....
Det var en rigtig god beslutning, for kæresten var her i løbet af 20 min og hjalp mig til lægen. Han er helt vildt sej min kæreste, for han forholdt sig fuldstændig roligt og var også ret sikker på, at jeg nok skulle overleve.
Jeg har verdens beste læge, som ret hurtigt fik konstateret, at jeg ikke skulle syes eller noget i den stil, jeg skulle bare have en mindre bandage på i nogle dage og så skulle det ordne sig selv. Den udtalelse havde en meget beroligende effekt og oven i det fik jeg ros for det utrolig fine snit jeg havde lavet. Derfor overvejer jeg nu at blive kirurg!
Er glasset 1/2 tomt eller 1/2 fuldt?
Jeg er stor fan af at prøve at se det positive i ting. Derfor grinede jeg også af lægen da han sagde "thumbs up" efter at have forbundet min tommelfinger. Og det kunne jo have været værre; jeg kunne have skåret hele armen af eller det kunne have været højre hånd, hvilket ville have resulteret i, at jeg ikke kunne bruge tastaturet. Det eneste der stinker er, at jeg ikke må gå på arbejde i morgen, og det overlever jeg jo! Desuden har lægen lovet, at jeg får mit fingeraftryk tilbage! Life is good:-)
Ingen kommentarer:
Legg inn en kommentar