Oh fagre nye verden som åbnede sig for mig i går! Da jeg stod op anede jeg ikke hvad der ventede mig, det eneste jeg vidste var, at klokken var "alt for tidligt" og at jeg godt kunne have sovet 3 timer længere, men skidt med det, for solen skinnede og jeg var spændt. Søndag var nemlig dagen hvor jeg endelig skulle få indblik i laksefiskeriets verden.
En af tingene jeg har lært er, at waders ikke er nogen særlig sexet beklædningsgenstand...egentlig ser der bare mærkeligt ud, men en anden ting jeg har lært er, at de er helt nødvendige, når man skal stå ude i en elv i mange timer og det skal man når man fisker laks!
I går var jeg bare tilskuer. Jeg sad på en solstol som jeg med 1/2 timers intervaller flyttede lidt længere og lidt længere ned af elven. Det var ren luksus! Der sad jeg så og så ud på vandet og hyggede mig. Der er sindssygt flot i det område på vestlandet hvor min kæreste fisker, og det var sjovt og lærerigt at høre hans anekdoter. Han har trods alt fisket i ca 100 år!
En helt tredje ting, som jeg efterhånden også har lært er, at laksefiskeri er en depressiv sport. Man skal helst være deprimeret for at være laksefisker! Lørdag aften sad jeg i sofaen hos nogle af min kærestes venner. Manden skulle med på fisketur søndag, og de to mænd lavede stort set ikke andet end at bekræfte hinanden i, at de selvfølgelig ikke ville fange noget søndag. Det var her kæden hoppede lidt af for mig, men da jeg spurgte hvorfor i al verden de så gad bruge tid og penge på det, så de bare på mig med en blanding af medlidenhed og overbærenhed: Der er så meget kvinder ikke forstår!
En fjerde ting jeg har lært er ordet "lakse-sklerose". Det ord dækker over følelsen man får når ens kammerat fanger laks og man ikke selv gør....tror jeg nok. Der er en del begreber som jeg har skullet lære i løbet af weekenden, så det er muligt at jeg bytter lidt rundt på ting. En tredjre kammerat som havde fisket hele nat til søndag fangede nemlig en ret stor laks og sendte mms til de to andre. Jeg havde lidt svært ved at vurdere om de glædede sig på hans vegne....
I går var en dejlig dag. En rigtig rigtig dejlig dag. Det var fedt at se det sted hvor min hjertens kær tilbringer så meget tid, og det var fedt at lære noget nyt, for jeg elsker at lære! Om jeg nogensinde bliver laksefisker må stå hen i det uvisse indtil videre, men jeg kan sige helt ærligt, at jeg glæder mig til næste gang jeg skal med, også selv om det bare bliver som tilskuer!
Ingen kommentarer:
Legg inn en kommentar