I går fornærmede jeg en dame. Hun kom ind på mit arbejde og begyndte at snakke engelsk til mig, hvortil jeg sagde: "Du er dansk!" (på dansk). Jeg sagde det med en blanding af glæde og forbavselse. Glæde, fordi jeg synes det er meget hyggeligt at møde andre danskere i Norge, og forbavselse fordi det stadig kommer bag på mig, at danskere kan finde på at snakke engelsk i Skandinavien. Men altså, hun blev fornærmet! Og svarede: "Tak for komplimenten!" Og så er det jeg står lidt af. Når du kommer ind og snakker engelsk med "Anders Fogh Rasmussen dialekt", så kan du altså ikke forvente hverken at folk skal tro at du faktisk snakker engelsk som 1. sprog eller at de ikke skal kunne høre, at du er dansk. Jeg mener, jeg kan da også høre når det er en nordmand som snakker engelsk! Er det ikke netop det der er charmerende? At man kan høre at folk har dialekt?!....undtagen tyskere selvfølgelig. De snakker bare mærkeligt.
Nå, men det slutter ikke her, for da jeg hørte hvilket firma hun arbejdede for, kom jeg til at spørge, om hun var fra Randers.....det skulle jeg så ikke have gjort! Som de fleste danskere sikkert ved, så er Randers jo næsten et skælsord. I Randers har vi Regnskoven og nu Elvis (eller i hvert fald Graceland) og ellers får folk stort set tiden til at gå med at banke hinanden, køre ulovligt på knallert eller i bil uden kørekort ("for bilen er jo ligeglad hø hø hø") og drikke øller. Og det er også nogenlunde rigtig ramt! Jeg ved det, for jeg kommer selv fra denne stolte stad! Men det er ikke uden hjemve og en tåre i øjenkrogen at jeg skriver disse ting, for jeg er stolt af at være randrusianer! Ikke så meget pga det høje antal af Hells Angels rockere, men fordi Randers altid er den samme! Randers er ligesom en gammel ven du ikke har set i mange år, men som du kan samle tråden op med umiddelbart som om tiden havde stået stille! Randers er og bliver en arbejderby, men den prøver heller ikke at udgive sig for noget andet. Folk snakker grimt og det har de gjort så længe jeg kan huske! Men det var egentlig ikke meningen, at dette skulle være en hyldest til Randers, så tilbage til emnet.
Da førnævnte dame gik ind til sit møde, hørte jeg, at hun fortsatte på engelsk. Jeg havde lyst til at følge efter og spørge hende, på en pæn og høflig måde, om hun virkelig havde så travlt, at hun ikke havde tid til at snakke ordentligt. Jeg kan sagtens forstå, at man bruger engelsk til at kommunikere på i de fleste lande. Jeg elsker selv engelsk og bruger det meget gerne og så ofte jeg har muligheden, men det løber mig altså koldt ned af ryggen når jeg tænker på, at vi muligvis er ved at bevæge os i en retning, hvor vi snart vil begynde at snakke engelsk sammen i en del af verden hvor vi allerede snakker næsten samme sprog til daglig! Helt ærlig, svensk, norsk og dansk er så ens at vi sagtens kan forstå hinanden! Vi skal bare give os lidt bedre tid og snakke lidt langsommere og tydeligere! Er nogen nogensinde døde af at bruge lidt ekstra tid på at prøve at forstå hinanden? Og nu vi er ved det, så er det altså ikke længe siden at Norge var under dansk styre og at de snakkede dansk heroppe, så skal vi ikke nok i det mindste prøve at snakke sammen på vores eget sprog?
Men måske er det et spørgsmål om hvordan man definerer sig selv? Som dansker? Som nordmand? Som europæer? Som verdensborger? Jeg havde en professor på universitetet som blev rasende når nogen definerede ham som inder (manden VAR inder!): "I'm a citizen of the woooooorld", råbte han, mens han hoppede op og ned i raseri. For ham var det åbenbart vigtigt at definere sig selv som en del af en meget stor gruppe. Faktisk den største. For mig er det ikke så vigtigt. Jeg definerer mig først og fremmest som dansker, men derefter definerer jeg mig som skandinaver. Jeg elsker Norden! Vi er så små i den store verden! Skal vi ikke nok prøve at snakke sammen?
Nå, men det slutter ikke her, for da jeg hørte hvilket firma hun arbejdede for, kom jeg til at spørge, om hun var fra Randers.....det skulle jeg så ikke have gjort! Som de fleste danskere sikkert ved, så er Randers jo næsten et skælsord. I Randers har vi Regnskoven og nu Elvis (eller i hvert fald Graceland) og ellers får folk stort set tiden til at gå med at banke hinanden, køre ulovligt på knallert eller i bil uden kørekort ("for bilen er jo ligeglad hø hø hø") og drikke øller. Og det er også nogenlunde rigtig ramt! Jeg ved det, for jeg kommer selv fra denne stolte stad! Men det er ikke uden hjemve og en tåre i øjenkrogen at jeg skriver disse ting, for jeg er stolt af at være randrusianer! Ikke så meget pga det høje antal af Hells Angels rockere, men fordi Randers altid er den samme! Randers er ligesom en gammel ven du ikke har set i mange år, men som du kan samle tråden op med umiddelbart som om tiden havde stået stille! Randers er og bliver en arbejderby, men den prøver heller ikke at udgive sig for noget andet. Folk snakker grimt og det har de gjort så længe jeg kan huske! Men det var egentlig ikke meningen, at dette skulle være en hyldest til Randers, så tilbage til emnet.
Da førnævnte dame gik ind til sit møde, hørte jeg, at hun fortsatte på engelsk. Jeg havde lyst til at følge efter og spørge hende, på en pæn og høflig måde, om hun virkelig havde så travlt, at hun ikke havde tid til at snakke ordentligt. Jeg kan sagtens forstå, at man bruger engelsk til at kommunikere på i de fleste lande. Jeg elsker selv engelsk og bruger det meget gerne og så ofte jeg har muligheden, men det løber mig altså koldt ned af ryggen når jeg tænker på, at vi muligvis er ved at bevæge os i en retning, hvor vi snart vil begynde at snakke engelsk sammen i en del af verden hvor vi allerede snakker næsten samme sprog til daglig! Helt ærlig, svensk, norsk og dansk er så ens at vi sagtens kan forstå hinanden! Vi skal bare give os lidt bedre tid og snakke lidt langsommere og tydeligere! Er nogen nogensinde døde af at bruge lidt ekstra tid på at prøve at forstå hinanden? Og nu vi er ved det, så er det altså ikke længe siden at Norge var under dansk styre og at de snakkede dansk heroppe, så skal vi ikke nok i det mindste prøve at snakke sammen på vores eget sprog?
Men måske er det et spørgsmål om hvordan man definerer sig selv? Som dansker? Som nordmand? Som europæer? Som verdensborger? Jeg havde en professor på universitetet som blev rasende når nogen definerede ham som inder (manden VAR inder!): "I'm a citizen of the woooooorld", råbte han, mens han hoppede op og ned i raseri. For ham var det åbenbart vigtigt at definere sig selv som en del af en meget stor gruppe. Faktisk den største. For mig er det ikke så vigtigt. Jeg definerer mig først og fremmest som dansker, men derefter definerer jeg mig som skandinaver. Jeg elsker Norden! Vi er så små i den store verden! Skal vi ikke nok prøve at snakke sammen?
Ingen kommentarer:
Legg inn en kommentar