2 års jubilæum - et tilbageblik i overskrifter, tal og traumer! (fra 17/8 - 2011)

Lige om lidt er det 2 år siden jeg udvandrede til Fjeldabeland for 2. gang. 1. gang var jeg 7 år og havde ikke noget valg, men 2. gang tager jeg det fulde ansvar for!
Siden vi vendte hjem til DK for 23 år siden, har jeg længtes tilbage til Norge. Og jeg har altid vidst, at jeg skulle vende tilbage på et tidspunkt. Jeg er sikker på, at sprog har stor betydning når det kommer til identitet og det at jeg lærte at læse og skrive på norsk før jeg lærte det på dansk, har haft stor betydning for, at jeg føler mig både dansk og norsk.
Når det er sagt, så har det ikke været let at vende tilbage. Der er trods alt gået 23 år siden jeg boede her sidst og selv om jeg har været her hvert år siden og nogle år flere gange, så har jeg måtte lære at snakke norsk igen. Det er ikke let at kaste sig ud i at snakke et andet sprog igen. I starten er man bange for at udtale ting forkert og så har man jo selvfølgelig dialekt også, som man i starten er sig smertelig bevidst!
Jeg glemmer aldrig da jeg skulle tage afsked med min mor og den kammerat som havde hjulpet mig med at flytte mine ting herop. Jeg nåede at tænke mange ting, mens jeg så bilen køre væk, bl.a. at det her var den mest sindssyge beslutning jeg havde taget nogensinde og hvad i al verden jeg dog tænkte på at flytte til et andet land når jeg ikke kendte nogen! Begrebet "ensomhed" fik en helt ny betydning for mig. Jeg har aldrig i livet følt mig så ensom som jeg gjorde i starten heroppe. Men jeg var fast besluttet på, at det her skulle lykkes og at jeg ikke skulle retur til DK.
Selv om jeg på mange måder altid har følt mig både dansk og norsk, så kunne jeg tydeligt mærke, at jeg i starten følte det som "dem og mig". Der gik faktisk lang tid, før jeg følte at jeg var en del af "gruppen". Første gang jeg opdagede, at jeg var gået fra "dem og mig" til "os" var under ski VM i vinter. Jeg hørte pludselig mig selv spørge min kæreste, om VI havde vundet dagens etape, og med vi mente jeg "vi nordmænd". Det var en lidt underlig følelse og vi lagde begge to mærke til, at jeg havde brugt ordet "vi". Men følelsen af "vi" har nok aldrig været så stærk som d.22/7. Den dag var jeg i DK og jeg følte, at jeg var det helt forkerte sted.
Men for at gøre en lang historie kort (det er for sent!), så kommer der her en liste over ting jeg har lært i løbet af de sidste 2 år:
1. I Norge kan du hedde alt mulig mærkeligt. Og du kan oven i købet sætte to fuldstændig håbløse navne sammen, uden at der er nogen der reagerer på det eller synes det er undeligt. Du kan til og med opkalde din unge efter din mand (hvis ungen er en dreng vel at mærke!), så både unge og mand hedder det samme, uden at det tilsyneladende er et problem!
2. I Norge spiser man gerne rådne og ulækre ting. Jeg har mistanke om, at det er en konspiration, men alle (det er en overdrivelse) sidder og gumler på rådne fisk og kogte fårehoveder uden at fortrække en mine.
3. Nordmænd er ikke gentlemen. Jeg er faktisk næsten chokeret over, hvor dårlige manerer mænd heroppe har når det gælder lige præcis det her emne! Og selv om jeg er (moderat) feminist, så er det jo alligevel rart når nogen holder døren for dig engang imellem.....eller i hvert fald ikke smækker den lige i fjæset på dig!
4. Udlændinge må stemme til kommunevalget! Og det synes jeg er SÅ sejt, for jeg vil utrolig gerne stemme og jeg synes det er helt fantastisk at jeg får lov!
5. Nordmænd kan godt lide danskere. Det kan godt være, at det er en generalisering, men jeg ved i hvert fald, at jeg har det som blommen i et æg her!
Jeg har lært andre ting også. Mange andre ting. Heldigvis. Og efter 2 år i exil ved jeg følgende: jeg elsker Norge og jeg elsker nordmænd!